Video : Tipsbladet
Superliga

Onyeka hitter i FC Midtjylland: Vi tør give de unge chancen

Frank Onyeka har scoret to mål i sine to første kampe for FC Midtjylland og ligner en ny profil på heden. Jess Thorup har længe gået og gemt på nigerianeren.

Nordjyden Frank Kristensen scorede 106 mål for FC Midtjylland i Superligaen - de fire for Ikast fS - og det gav den nu pensionerede angriber tilnavnet "Farlige Frank" i det midtjyske. Nu har FC Midtjylland igen fået en "Farlig Frank".

Frank Onyeka har foreløbig scoret to mål i to kampe for ulvene, og søndag sparkede han FC Midtjylland i gang, da han tegnede sig for det første mål i 3-1-sejren over FC København. Den 20-årige nigerianer kan blive det næste store hit i FC Midtjylland.

For mange er Onyeka kommet lidt ud af det blå, men FCM-træner Jess Thorup har længe gået og gemt på nigerianeren.

- Jeg er ofte blevet spurgt, hvem der kunne være vores nye ”komet” i denne sæson, og hver gang har jeg nævnt Frank. Han viste sig allerede godt frem i efteråret, men vi havde en meget bred trup og var heldige med at undgå for mange skader og karantæner, så der blev ikke brug for ham, men det gør der nu, siger Jess Thorup til tipsbladet.dk.

FC Midtjylland har ført mange unge talenter frem i rampelyset, og den næste i rækken er altså Frank Onyeka.

- Det handler hele tiden om at have den næste unge spiller klar – det er sådan, det skal være i FC Midtjylland, hvor vi ikke er bange for at satse på vores egne, og vi tør også give dem chancen i de helt store kampe. Nu spillede Frank 90 minutter i en topkamp mod FC København, og det er jo med til at modne en spiller helt vildt, lyder det fra FC Midtjylland-træneren.

20-årige Frank Onyeka var en del af FC Midtjyllands offensive trio mod FC København, men han huserer som regel noget længere tilbage på banen.

- Han har egentlig sine forcer centralt i banen. Vi har også brugt ham i det centrale forsvar, ligesom han kan spille wingback. Det er en god spiller at have i truppen, fordi han kan spille flere positioner på banen, siger Jess Thorup.

Frank Onyeka har kontrakt med FC Midtjylland frem til udgangen af 2021. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.