Video : Tipsbladet
1. division

5 mulige forårsprofiler i NordicBet Ligaen

Tipsbladet.dk giver her et bud på fem spillere, som alle kan dominere forårssæsonen i den næstbedste række, hvor bolden nu igen sættes i spil.

Igen i år er der spænding i NordicBet Ligaen og i kampen om oprykning. Spørgsmålene er flere: Kommer Vejle tilbage i det bedre selskab? Får Viborg og Esbjerg rettet op på et svingende efterår? Lykkes det for Erik Rasmussen at få Vendsyssel i Superligaen? Og kan Thisted fortsætte med at overraske?  

Uanset udfaldet vil nogle spillere gøre sig mere og bedre bemærket end andre. Tipsbladet.dk giver her et bud på fem spillere, som ikke bare kan blive vigtige i foråret i næstbedste række, men også blive bekendtskaber i Superligaen.

Rasmus Lauritsen
Hold: Vejle Boldklub

Vejle Boldklub ser mere lovende ud end i adskillige sæsoner og har slået et hul på 7 point ned til Esbjerg uden for de tre oprykningspladser. Ganske fortjent – Jyllands Rubin var efterårets klart bedste hold i Danmarks næstbedste række.

I forsvaret blomstrede 21-årige Rasmus Lauritsen sammen med Mads Greve, og den tidligere FC Midtjylland-ungdomspiller viste sig ikke bare at være målfarlig med sine i alt 5 scoringer, men var også kraftigt medvirkende til, at Adolfo Sormanis mandskab etablerede rækkens klart bedste defensiv.

Lauritsen kommer til at spille Superliga med eller uden Vejle og bliver vigtig i et forår, hvor Peter Utakas mytiske comeback til dansk fodbold og Dominic Vinicius’ afsked stiller flere spørgsmål til offensiven end defensiv hos topholdet, som samtidig skal gøre sig umage for at holde konkurrenterne stangen. 

Anders Dreyer
Hold: Esbjerg fB

19-årige Dreyer er eneste genganger fra efterårets profilbud, hvor Rune Frantsen og Vinicius har udspillet sine roller, og FC Roskildes Morten Nielsen og Viborgs Søren Reese trods fine efterår er udeladt for fornyelsens skyld.

Anders Dreyer vil dog være forkert at se bort fra – Ted van Leeuwen og Esbjerg har i den unge venstrebenede højrekant sit næste millionsalg, og Dreyers 9 scoringer indtil videre i sæsonen taler sit eget tydelige sprog iblandt Football Club Esbjergs mange nationaliteter, hvor flere lokale talenter dog også begynder at være spændende, heriblandt Mathias Kristensen og Jacob Sørensen.

Dygtige Dreyer i spillehumør virker som en vigtig forudsætning for, at John Lammers og Esbjerg kan sætte kursen mod oprykning, om end det kan være skrøbeligt at placere et så stort ansvar hos en endnu så ung spiller.

Lucas Jensen
Hold: Vendsyssel FF

Vendsyssel FF var i sidste sæson 39 minutter fra oprykning til Superligaen, men AC Horsens ville det anderledes i den afgørende playoffkamp. Bjarke Jacobsen og Simon Okosun skiftede øjeblikkeligt til banemændene, Rune Frantsen gjorde det samme inden foråret, og Erik Rasmussen har derfor ikke bare måttet sammenspille et nærmest helt nyt hold, men samtidig udvikle nogle nye profiler.

Lucas Jensen har tilhørt sidste kategori, efter den 23-årige højrekant blomstrede stort i efteråret og igen fik gang i karrieren. Flere Superliga-klubber viste interesse i vinterpausen, men foreløbigt er han en profil i NordicBet Ligaen. 

FC Midtjylland-lejesvenden Kristian Riis bliver også en profil, 23-årige Emmanuel Ogude har det måske største potentiale på et hold med flere lovende unge spillere. Lucas Jensen er dog det oplagte bud på en profil for de ambitiøse nordjyder med en klar målsætning om at rykke op i denne eller næste sæson.

Alexander Bah
Hold: HB Køge

På Herfølge Stadion har man i de seneste sæsoner udviklet sig til ikke at være favoritter til hverken oprykning eller nedrykning. Henrik Lehms hold har i stedet etableret sig solidt i midten af NordicBet Ligaen, og det ville være en overraskelse, hvis man i foråret spiller sig ind på en af de tre øverste pladser.

I stedet for en retur til Superligaen har HB Køge i de seneste år sendt flere profiler videre – 20-årige Malte Amundsen er senest skiftet til Rosenborg, Kristian Pedersen til Union Berlin med stor succes, mens Delphin Tshiembe, Alexander Ludwig og Marc Rochester har etableret sig i AC Horsens og Silkeborg IF.

20-årige Alexander Bah kan blive næste mand på rampen, ligesom 22-årige Mikkel Wohlgemuth inden så længe vil kunne afprøves på højere niveau.

Andreas Albers
Hold: Viborg FF

Viborg skal forsøge at rette op på en indtil videre dårlig retur til næstbedste række, og der er ikke oplagt, at Superligaen får klubben tilbage til sommer.

Efter Johnny Mølbys tidlige fyring i efteråret har man fortsat en stor opgave foran sig i forhold til at opfylde den udtalte målsætning om en hurtig retur til Superligaen, hvor Vejle, Esbjerg og Vendsyssel ligner nærmeste konkurrenter.

For Steffen Højers ikke udpræget profilerede hold kræves der ikke bare forandring, men stabilitet i foråret, og Andreas Albers kan være nøglen hertil. Den 27-årige angriber og ældste islæt på denne liste er holdets topscorer, og Albers’ mål bliver afgørende, hvis Viborg ikke skal falde ud i kampen om oprykning.


Sponsoreret:

Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.