Video : Tipsbladet
Superliga

Ståle skruer ned for transferforventningerne: Glade for det, vi har

Ståle Solbakken vil ikke nødvendigvis ud at konkurrere med FC Midtjylland på transfermarkedet.

De danske superligaklubber er gået i gang med træningen forud for den nye sæson. Hos mestrene i FC Midtjylland er det med flere nye ansigter, mens FC København, der måtte tage til takke med fjerdepladsen i sidste sæson, endnu ikke har været særligt aktive på transfermarkedet.

Sotirios Papagiannopoulos er blevet hentet til klubben som erstatning for Erik Johansson, men ellers har der ikke været meget transferaktivitet i FCK denne sommer.

Og det er cheftræner Ståle Solbakken faktisk meget tilfreds med: 

- Vi er meget glade for meget af det, vi har. Jeg registrerer, at mange af dem, der efterlyser, at vi skal bruge de unge spillere, er de samme, som siger, at vi skal købe nye spillere. Der ligger et paradoks der. Køber vi, får vi ikke kørt de unge ind. Og omvendt. Sådan er branchen. Vi er fortrøstningsfulde lige nu, og vi har en god trup.

- Husk, at der jo var undtagelsestilstand i den forgangne sæson. Før jul blev vi ramt af seks-syv alvorlige skader. Og når vi så skulle spille kamp hver tredje dag, må vi bare erkende, at det blev for meget for os. Man må også huske, at vi var det eneste hold, der spillede europæisk fodbold. Men jeg er fuld af optimisme inden den kommende sæson, og vi har tænkt os at gå til den, fortæller Ståle Solbakken i et længere interview med BT Sporten.

FC København indleder jagten på det danske mesterskab den 16. juli mod AC Horsens hjemme i Parken.