Video : Tipsbladet
Premier League

Rashford-perle i syvende United-sejr i træk

Marcus Rashford blev matchvinder med et strålende solomål, da Manchester United slog Brighton 2-1 på Old Trafford.

Manchester United skulle lørdag eftermiddag forsøge at bygge videre med den imponerende sejrsstime under Ole Gunnar Solskjær, hvor det senest blev til en 1-0-sejr over Tottenham takket være en forrygende David de Gea i målet. Modstanderen på Old Trafford fra Brighton.

United startede kampen lidt langsomt, men hurtigt fik de Røde Djævle et markant overtag i spil og chancer. Marcus Rashford havde tre halvstore chancer i midten af halvlegen, men han manglede skarpheden.

Efter 26 minutter fik hjemmeholdet dog en gylden chance, da Gaetan Bong begik straffespark mod Paul Pogba. Franskmanden trådte selv til 11-meter-pletten og sendte United i front.

Kort før pausen gjorde Marcus Rashford det til 2-0 med en sand perle. Den engelske angriber fik bolden i venstre-siden af feltet, snød en modspiller med et skarp træk og lagde fra en spids vinkel bolden helt op i det fjerne målhjørne. 2-0 var også stillingen ved pausen.

Efter pausen kontrollerede United begivenhederne, og de få gange Brighton kom i nærheden af Uniteds felt, endte det uden farlige forsøg. I den modsatte ende forsøge Jesse Lingard og Anthony Martial sig, men uden held.

Lidt ud af det blå bragte gæsterne spænding tilbage i opgøret, da Davy Propper fandt Pascal Gross i feltet, der flot tog bolden ned og stødte bolden i nettet via træværket.

Brighton fik aldrig lagt et stort tryk i slutfasen, men Shane Duffy var dog tæt på få minutter før tid efter en dødbold, men forsvarsspillerens forsøg blev blokeret. Dermed snuppede Solskjær og United den sjette Premier League-sejr i træk og syvende på stribe samlet set. United er nu kun tre point efter Chelsea på fjerdepladsen før Chelsea London-opgør mod Arsenal på Emirates Stadium.