Video : Tipsbladet
Superliga

Sannehs lillebror tæt på ny klub: Jeg kan opnå endnu mere end min bror

Han var på prøve i Danmark i 2017, uden at det endte med en aftale, men nu kan der snart være et europæisk skifte på vej til Muhammed Sanneh.

Bubacarr Sanneh fik i sommer et kæmpe skifte på plads og rykkede fra FC Midtjylland til Anderlecht i Belgien, og nu er hans lillebror også på vej mod et skifte til Europa.

Muhammed Sanneh er bare 18 år, og siden 1. januar har han træner med i Estland hos Paide FC. Det er ventet, at han også skal fortsætte og have en kontrakt i klubben, der spiller i den bedste række i Estland.

Den 18-årige gambier er ligesom sin storebror central forsvarsspiller, men han kan også spille på de to backs, og faktisk har han været på prøve i FC Midtjylland tilbage i 2017. Der trænede han med U19-holdet. Det blev dog ikke til en aftale.

Da AC Horsens først lejede og siden købte Bubacarr Sanneh, var det af Real de Banjul fra Gambia, og det er samme klub, som lige nu har Muhammed Sanneh på kontrakt.

- Jeg vil gerne tage samme karrierevej som min bror. Jeg ved, det ikke er samme store udfordring i Estland som i Danmark, men for mig er det ligegyldigt, hvor jeg spiller i Europa. Jeg tror på, jeg kan spille mig til toppen og opnå endnu mere, end han har. Jeg kan godt lide det her i Estland, og holdet behandler mig godt. Nu er det op til min agent og min klub at blive enig med klubben, lyder det fra den selvtillidsfulde Muhammed Sanneh.

Som man så med Bubacarr Sanneh, handler det om at få foden indenfor, og så kan alt ske. Bubacarr Sanneh var lejet af AC Horsens, der hurtigt så det store potentiale og købte ham fri. Siden solgte Bo Henriksen forsvarsspilleren til FC Midtjylland, og i sommer blev han altså handlet for 60 millioner kroner af Anderlecht.

Sanneh stammer fra det gambiske akademi Serrekunda United.