Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC Midtjylland - SønderjyskE

Hjemmeholdet skal holde snor i topholdet FC København, mens SønderjyskE med en sejr haler ind på konkurrenterne i bunden.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 17.00
Spillested: MCH Arena, Herning
Dommer: Jens Maae
På TV: TV3 Max
Hashtag: #fcmsje #sldk

Holdnyt:
FC Midtjylland:
De danske mestre kom fra Hobro med alle tre point, da det blev til en sejr på 2-1. Klubben havde masser af chancer, men fik ikke udnyttet dem alle, og i stedet var det kvalitet fra Evander og Mayron George, der sikrede FC Midtjylland sejren. Da FCK samtidig smed point, er der nu kun et enkelt point mellem de to tophold.

FC Midtjylland går ind til opgøret velvidende, at holdet er meget stærk på hjemmebane, hvor det er blevet til 10 sejre og to uafgjorte kampe indtil videre i sæsonen. Senest blev det dog "bare" til 3-3 mod FC Nordsjælland, så det skal klubben naturligvis have rettet op på nu mod SønderjyskE.

Artem Dovbyk, Rasmus Nicolaisen og Zsolt Korcsmar er fortsat ude med skader, mens Gustav Wikheim startede inde, da FC Midtjylland onsdag slog Kolding i pokalturneringen, mens Tim Sparv sad på bænken. De to sidstnævte har været ude i dette forår med skader.

SønderjyskE:
Glen Riddersholms mandskab fik en svær start på foråret i Superligaen og var nede og spille med om de ringeste placeringer i Superligaen, men to sejre i træk har betydet, at holdet nu i stedet truer klubber som Horsens og AGF. De ved, at de med sikkerhed skal spille i gruppespillet, så handler det bare om, hvilket gruppespil, holdet skal spille i.

SønderjyskE går ind til opgøret med nogle skader - Niki Zimling ventes at være klar om et par uger, når gruppespillet i Superligaen indledes, men opgøret mod FCM kommer altså for tidligt for midtbaneslideren. Ude kan også Søren Frederiksen, Ramon Rodrigues og Teit Jacobsen være igen - det var de også senest mod Esbjerg.

Mart Lieder vender tilbage efter overstået karantæne - til gengæld er Victor Ekani i skammekrogen denne gang. Spørgsmålet er, om Lieder bare vender tilbage i startopstillingen, eller om Glen Riddersholm giver genvalg til Peter Buch Christiansen, der spillede godt senest, scorede og stod for et oplæg.

Karantæne:
FC Midtjylland: Ingen
SønderjyskE: Victor Ekani

Bud på startopstillinger:
FC Midtjylland (3-4-3): Hansen - Hansen, Sviatchenko, Scholz - Andersson, Poulsen, Onyeka, Dal Hende - Mabil, Onuachu, Evander

SønderjyskE (4-3-3): Mielitz - Gartenmann, Pedersen, Luijckx, Marfelt - Rømer, Jonsson, Rojas - Jakobsen, Christiansen, Absalonsen

Profilen:
Marc Dal Hende har en fortid i SønderjyskE. Venstrebacken var en af tre spillere, der skiftede til FC Midtjylland fra SønderjyskE i januar for lidt mere end to år siden. Simon Kroon spiller nu for Östersunds FK, mens Janus Drachmann er anfører i OB. Og så er der altså Marc Dal Hende, der som den eneste af de tre spillere bed sig fast i startopstillingen i FC Midtjylland.

Vidste du, at..:
For et år siden mødtes de to mandskaber også i grundspillets sidste kamp, og dengang vandt FC Midtjylland med 2-1. Der stod ellers 1-1 i opgøret, efter Niki Zimling havde udlignet kort før tid, men så "glemte" SønderjyskE at forsvare, så klubben endte med at tabe opgøret 2-1. Forklaringen var formentlig, at et nederlag ville sende holdet i en "nemmere" gruppespilspulje, hvor der var længere til playoff-kampe om nedrykning. Det er blandt andet også derfor, at man nu lader klubberne vælge på skift, hvilken pulje de ønsker at være i, i stedet for sidste års makværk af en afslutning på Superliga-grundspillet.

Dom:
Hjemmeholdet er storfavorit til opgøret og bør også ende med at tage de tre point, der sikrer, at klubben holder presset på topholdet FC København. Hjemme i Herning har de danske mestre været tæt på usårlige, og det bør også fortsætte på søndag, hvor vi forventer, at FCM vinder en forholdsvis sikker sejr.

3-1 til Kenneth Andersens mandskab.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: