Video : Tipsbladet
Superliga

Falk kræver fuldt fokus: Skal undgå dumme pointab

FC København skal sætte en stopper for de dumme pointtab, hvis de skal holde liv i mesterskabsdrømmene, mener Rasmus Falk

FC København sluttede Superligaen grundspil på tabellens førsteplads, men det var ikke uden bump på vejen. Undervejs måtte løverne flere gange se de tre point glippe mod hold, hvor de ellers var at regne som store favoritter.

Det blev blandt andet til uafgjort og et nederlag i to kampe mod Vendsyssel, og også Horsens formåede at vinde over mesterskabsbejlerne. 

Nu gælder det mesterskabsslutspillet, som FC København indleder hjemme i Telia Parken mod Esbjerg på Søndag. Derudover venter også store kampe mod hold som ærkerivalen Brøndby og mesterskabsrivalen FC Midtjylland. 

Og i mesterskabsslutspillet er der ikke plads til at smide flere dumme point. Det bliver slået fast af offensivprofilen Rasmus Falk, der kræver fokus mod samtlige hold.

- Derby er selvfølgelig noget helt specielt, ligesom kampene mod FCM bliver det, men i første omgang fokuserer vi udelukkende på Esbjerg-kampen. Vi har desværre smidt en del point mod hold, der ikke engang kom med i slutspillet, så vi skal give alle kampe fuldt fokus, så vi kan sikre mesterskabet til maj, lyder det fra Rasmus Falk til FC Københavns egen hjemmeside.

Kampen på søndag skal derfor gerne munde ud i tre stensikre point, hvis det står til Rasmus Falk.

FC København har kun en enkelt point ned til FC Midtjylland på andenpladsen, inden mesterskabsspillet starter i den kommende weekend.