Video : Tipsbladet
Champions League

Ajax-fysioterapeut: Uansvarligt hvis Ajax-muslimer faster før CL-opgør

Der er store bekymringer at spore hos Ajax' fysioterapeut Raymond Verheijen, hvis de tre muslimer i klubben vælger at faste i forbindelse med ramadanen, inden kampen mod Tottenham onsdag aften.

Onsdag går Ajax ind til en af sæsonens vigtigste kampe, når de møder Tottenham på hjemmebane i returopgøret i semifinalen i Champions League. Her kommer den hollandske hovedstadsklub med tre muslimer på holdet i form af Noussair Mazraoui, Hakim Ziyech og Zakaria Labyad.

Hvorfor er det interessant? Det er det, da ramadanen er i gang, og derfor faster alle tre spillere muligvis, og Mazraoui har allerede udtalt til den hollandske avis De Telegraaf, at han har tænkt sig at følge reglerne for fasten.

- Jeg er vant til at gøre det. Kan en atlet på topnivaeu stoppe med at spise, hvis han skal yde en stor indsats? Det er der forskellige meninger om, men det er mit valg, og jeg føler mig ret energisk under ramadanen.

I Ajax lader det til, at spillerne selv må bestemme, hvad de gør, men at de dog skal have det tjekket med træner- og lægestaben i klubben. Dog peger fysioterapeuten Raymond Verheijen fra Ajax på, at det vil være meget uansvarligt at faste.

- Forestil dig, at kampen ender 0-1, og efter 90 minutter skal man spille forlænget. Jeg håber på, at spillerne selv overvejer, om det kan blive muligt, fortæller Verheijen.

Kampen mellem Ajax og Tottenham spilles onsdag aften klokken 21.00, og den sendes direkte på TV3+. Her er Ajax foran med 1-0 efter det første opgør i London.