Video : Tipsbladet
Europa League

Endnu et stort comeback? Valencia-angriber vil følge Liverpools eksempel

På trods af ganske svære betingelser har Kevin Gameiro ikke opgivet håbet om, at Valencia kan kvalificere sig til Europa League-finalen.

Tirsdag og onsdag aften er der blevet leveret storslåede comebacks i Champions League, og i dag kan det samme blive tilfældet i Europa League.

I Spanien er der lagt op til, at Valencia skal fremover stepperne og som minimum score to mål i kampen mod Arsenal, der tog en 3-1-sejr på Emirates Stadium for en uge siden.

Avancement til finalen ser ikke let ud for den spanske klub, men efter de seneste to dage har Kevin Gameiro fået en større tro på, at det kan lade sig gøre for Valencia, og han har især ladet sig inspirere af Liverpool.

- Der er ingen tvivl om, at det havde været bedre, hvis det stod 2-1. På samme tid kan vores udebanemål tælle i sidste ende. Igen skal vi dog ikke stille os selv det spørgsmål. Vi skal følge Liverpools eksempel, fortæller den franske angriber til L’Equipe.

Den 32-årige Valencia-spiller blev skiftet ind i den første semifinale mod Arsenal med 19 minutter tilbage, og her kunne han i overtiden se Pierre-Emerick Aubameyang score til 3-1, hvilket sikrede Arsenal et noget bedre udgangspunkt.