Video : Tipsbladet
La Liga

Bedst som transferen var offentliggjort: Atlético kræver flere penge for Griezmann

Atlético Madrid har i en meddelelse på klubbens hjemmeside skrevet, at de kræver flere penge fra FC Barcelona for Antoine Griezmann. Klubben mener, at aftalen mellem den franske angriber og Barca var på plads, inden spillerens frikøbsklausul blev sænket.

Fredag eftermiddag offentliggjorde FC Barcelona, at man havde indløst 27-årige Antoine Griezmanns frikøbsklausul, og dermed havde sikret franskmanden som ny spiller i klubben. 

Barca oplyste på deres hjemmeside, at man havde betalt 900 millioner kroner for den franske angriber, men det er ifølge Atlético Madrid ikke nok. Klubben mener nemlig, at catalanerne og Griezmann havde en aftale på plads, inden angriberens frikøbsklausul blevet sænket. Derfor kræver de nu, at FC Barcelona skal betale 600 millioner kroner mere, således det fulde beløb bliver 1,5 milliarder kroner. 

- Atletico Madrid mener, at det betalte beløb er utilstrækkeligt til at møde frikøbsklausulen, siden det er åbenlyst, at aftalen mellem spilleren og Barcelona var på plads, før klausulen blev sænket fra 200 millioner Euro til 120 millioner Euro, skriver Atlético på deres hjemmeside. 

Klubben oplyser samtidig, at de i øjeblikket er i gang med at kigge på, hvordan de går videre med sagen. Det ligner altså mere og mere, at transfersagaen kan ende i en retssag mellem de to spanske klubber.