Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-profil utilfreds med Randers-scoring: Han spiller volleyball

Paulus Arajuuri var ikke tilfreds med Emil Riis' scoring til 1-0 i opgøret mellem Randers og Brøndby.

Det var en skuffet Paulus Arajuuri, der snakkede med Canal 9, efter at Brøndby IF i sidste ende måtte nøjes med et point mod Randers efter en kamp, der bød på en højdramatisk afslutning.

Den finske stopper, der blev udvist kort før tid, var ærgerlig over pointtabet, men også over, at han var involveret i flere underlige situationer.

- Selvfølgelig er det ærgerligste, at vi ikke får tre point i dag. Der er mange underlige situationer. Vi ville virkelig gerne have de tre point, men der er mange underlige situationer, hvor jeg er involveret, lød det fra Paulus Arajuuri.

En af de situationer var Randers’ første mål, hvor Emil Riis tog hånden i brug på en kontra, og det var Arajuuri ikke tilfreds med.

- Det er den tydeligste hånd på bolden nogensinde. Det er fodbold, og dommeren ser det, men han har en strakt arm, og det er ikke okay. Men vi laver fejl som spillere, og dommere laver også fejl, fortæller Arajuuri, der tror, at det var med vilje:

- Selvfølgelig. Det er derfor jeg stoppede med at løbe. Han spiller volleyball. Det er en strakt arm, og han skubber den i hans retning.

Se målet i videoen øverst i artiklen.