Video : Tipsbladet
Superliga

FCM holder udkig efter forstærkninger: Vi gør alt for at optimere vores hold

Det er ikke givet, at FC Midtjylland henter flere spillere i dette transfervindue, for det kræver, at spillerne har et højt niveau. Er de i samme klasse som Oscar Hiljemark, siger sportschefen ja tak.

Listen over FC Midtjyllands købte og solgte spillere i dette trasnfervindue er alenlang, men ikke nødvendigvis færdigskrevet. Der eksisterer fortsat 12 timer af vinduet, og både til- og afgange er i spil.

Sportschef Svend Graversen har allerede bekræftet, at klubben arbejder på at finde en ny klub til enten Søren Reese eller Manjrekar James. Over for Herning Folkeblad fortæller han, at han og de øvrige FCM-ledere også holder øjnene åbne for mulige forstærkninger.

Det kræver dog, at de eventuelle indløb har et højt niveau. Det havde Oscar Hiljemark, som klubben jagtede i sidste uge, eksempelvis, men han valgte Dynamo Moskva.

- Vi gør alt for at optimere vores hold, men vi gør kun noget, hvis vi finder topkvalitet. Alle ved vel efterhånden, at vi var i dialog med Oscar Hiljemark i sidste uge, og hvis det er den kvalitet, vi får mulighed for at hente, så siger vi ja tak, siger Svend Graversen til Herning Folkeblad.

De mest oplagte positioner at forstærke FC Midtjylland-truppen er den centrale midtbane, kanterne eller angrebet. Klubben har netop taget afsked med anfører Jakob Poulsen, norske Gustav Wikheim og Artem Dovbyk. Sidstnævnte er dog kun blevet lejet ud til SønderjyskE.

Marc Dal Hende, som hele sommeren har forsøgt at blive solgt, er til gengæld fortsat at finde i FC Midtjylland.