Video : Tipsbladet
Premier League

Corona-krise i PL: Tottenham skylder milliarder og mærker presset

Hvordan klarer de 20 Premier League-hold den tvungne corona-pause? Tipsbladet.dk ser her nærmere på Tottenham Hotspur.

Tottenham har bestemt ikke brug for, at sæsonen i Premier League ikke bliver spillet færdig. Vi er nu kommet til Premier Leagues nummer otte i serien om, hvordan corona-krisen fylder og påvirker hver af de 20 klubber i ligaen.

Sportsligt
Tabende Champions League-finalister løber med jævne mellemrum ind i problemer, men Tottenhams fald i denne sæson har været dybt. At man stadig lever i kampen om en Champions League-plads trods et point i de tre sidste kampe før nedlukningen handler udelukkende om, at Premier League har været historisk svag på niveauet efter Liverpool og Manchester City.

Harry Kane når muligvis at blive klar til at spille igen, hvis ligaen når at gå i gang i denne sæson, men det kommer til at kræve et mirakel at nå fjerdepladsen, selvom holdene foran Tottenham på ingen måde er skræmmende. José Mourinho får hård kritik for at have taget modet og initiativet fra sit hold både taktisk og i mandskabsbehandlingen, hvor den tidligere så populær portugiser har fået en mærkelig uvane med at hænge sine egne spillere ud.

Økonomien
Tottenham Hotspur er konkurrencedygtig og ikke nær så sparsommelig, som klubben får kritik for, når man ser på det store billede. Men bygningen af det flotte, imponerende stadion koster. Tottenham skylder cirka fem milliarder kroner på byggelånet, og selvom man har knapt tyve år til at betale tilbage, kommer det projekt til at fylde ekstra nu, hvor økonomien i både England og globalt får en tur med køllen.

Tottenham har styr på økonomien som få andre og klarer helt sikkert de kommende måneders udfordringer, men det vil nok også betyde, at vi ser Tottenham gå på tilbudsjagt hos nødlidende klubber i resten af Europa i efterårets transfervindue frem for at købe dyrt ind, som man faktisk gjorde sidste sommer.

Læs også:Corona-krise i Premier League: Har brugt fire milliarder kroner

Hvis der ikke spilles flere kampe
Det er lidt af et mareridtsscenarie for Tottenham, fordi man går så benhårdt efter at komme i Champions League, sekundært i det mindste Europa League. Det var hele meningen med at hyre José Mourinho, at man ville i Champions League, og selvom Tottenham ikke er i nogen tænkelig form for økonomisk fare, er det en bét, hvis man skal spille hele næste sæson uden europæiske kampe.

Hvis man ikke får tv-penge
Tottenham klarer den. Klubejer Joe Lewis er god for et tocifret milliardbeløb, og det giver sig selv, at en attraktiv London-klub med en af verdens bedste sportsarenaer kan låne penge, hvis det bliver nødvendigt.

Men ligesom manglende Europa-kvalifikation vil være et slag, vil manglende tv-penge nok også ramme Tottenhams muligheder på transfermarkedet, for Lewis og hans bestyrelsesformand og direktør Daniel Levy har ikke for vane at leve over evne, i modsætning til mange af konkurrenterne i Premier League.

Stats
Matchday: 23%
Kommercielt: 38%
Tv-indtægter (kun PL): 39%
Spillerlønninger: 800-900 mio kr.
Boldbesiddelse: 51,9% (8)
Afslutninger: 12,1 (11)
Afslutninger imod: 14,4 (15)
Bedste spiller: Harry Kane

Læs også:Corona-krise i PL: Lille pengekasse skræmmer ikke long ball-eksperterne

Placering: 8
Tottenham har fire point op til Manchester United på femtepladsen og syv point til Chelsea på fjerdepladsen, der giver Champions League-deltagelse.

Form før nedlukningen: 7 point i 5 kampe

Næste fem PL-kampe
Leicester City (hjemme)
Burnley (ude)
Southampton (hjemme)
Chelsea (ude)
Norwich (hjemme)

Kontraktfri spillere 1. juli
Målmænd: Michel Vorm
Forsvar: Jan Vertonghen, Japhet Tanganga
Midtbane: Ingen
Angreb: Ingen

Krisestemning: 4 (af 6)

Læs også:Corona-krise i Premier Legaue: Muligt milliardsalg og høj løn giver knas

Læs også:Corona-krise i Premier League: Forhadt ejers milliarder redder klubben