Video : Tipsbladet
Generelle

Langer ud efter FIFA's svage Qatar-kurs: Det er ikke godt nok

FIFA har tildelt Qatar klub-VM, selv om landet igen og igen har brudt løfter og regler. Det vækker kritik fra Amnesty International.

Hvis ellers verden er kommet sig nok oven på coronakrisen, skal klub-VM spilles til december. Værtslandet bliver ligesom i fjor Qatar, der også har VM-slutrunden i 2022.

Netop Qatar og landets VM-værtskab er dog genstand en ny skandale. Amnesty International dokumenterer i dag, at massevis af arbejdere ikke har fået løn, selv om de har bygget en af slutrundens store, nye stadioner.

Det får selvsamme Amnesty til at kritisere, at FIFA har tildelt Qatar klub-VM i 2019 og 2020. Det er ikke godt nok, lyder det fra generalsekretær i Amnesty International Danmark, Trine Christensen.

Læs også:Ny VM-skandale i Qatar: Trusler, lockout og manglende løn siden 2019

Da FIFA tildelte VM-slutrunden til Qatar i 2010, var verden endnu uvidende om, at tusindvis af mennesker ville dø på byggepladserne, og at arbejderne ville leve under kummerlige, slavelignende forhold. Men FIFA tildelte først klub-VM i 2019, og at afsløringerne og skandalerne i løbet af de ni år ikke har afskrækket FIFA, undrer man sig over i Amnesty.

- Det er helt klart en alvorlig situation. Man kan undre sig over, at man fra FIFA’s side vælger at placere klub-VM i Qatar midt i de veldokumenterede problemer. Det stiller ekstra store krav til, at man så får sikkerhed for, at der bliver taget hånd om dem, siger Trine Christensen til tipsbladet.dk.

Læs også:Ekstrem panik: Tusindvis af VM-arbejdere fanget i coronabefængte områder

- Det skal monitoreres, og det skal der følges op på. Her har Qatar vist sig ikke at holde løfterne, og FIFA har ikke fulgt godt nok op. Det burde ellers være noget af et stærkt kort på hånden overfor Qatar – men det kræver, at man virkelig bruger det.

FIFA ændrede ellers for år tilbage sine egne regler, således at man skal dokumentere, at man overholder menneskerettigheder, hvis man vil afholde FIFA-turneringer. Også Human Rights Watch har langet ud efter FIFA for ikke at overholde egne regler, da man tildelt klub-VM til Kina fra 2021.

Turneringen blev i løbet af det seneste årti afholdt i Qatar, De Forenede Arabiske Emirater, Japan og Marokko.

Læs også:FIFA gør plads til EM i 2021: Vil flytte klub-VM

Læs også:Forgænger kritiserer Fifa-præsident for storhedsvanvid

Læs også:FIFA vil hjælpe klubberne: Overvejer at flytte transfervinduet