Video : Tipsbladet
Champions League

Roser ustyrligt CL-monster: Han er sin vægt værd i guld

Erling Haaland kan bære Dortmund til sejr ene mand, mener sportsdirektør Michael Zorc.

Målene bliver ved med at falde på stribe for Erling Haaland i Borussia Dortmund. Tirsdag scorede nordmanden to gange, da den tyske klub vandt 3-0 over Club Brugge i Champions League.

Det bragte Haaland op på 17 træffere i 13 kampe i denne sæson. Sportschef i Dortmund Michael Zorc lægger da heller ikke skjul på, at angriberen er meget vigtig for Ruhr-klubben.

- Han er sin vægt værd i guld for os, fordi han kan bære holdet ene mand. Hvert minut viser han os, at han vil være succesfuld, siger Zorc ifølge AFP.

Læs også:Norsk målmaskine knuser ny Champions League-rekord

Haaland blev tirsdag den hurtigste nogensinde til at nå 15 scoringer i europæiske klubkampe. Den 20-årige bomber skulle bruge 12 kampe på at nå op på 15 mål - tidligere delte Ruud van Nistelrooy og spanske Robert Soldado rekorden med 19 kampe.

Den norske komet har da også imponeret hvert fald én af sine holdkammerater, siden han kom til Dortmund i januar.

- Erling er en fantastisk spiller. Jeg er glad for at spille med ham. Han arbejder hårdt hver dag både på og udenfor banen, siger Jadon Sancho.

Læs også:Haaland om Dortmunds vidunderbarn: Han er det største talent i verden

Dortmund-træner Lucien Favre påpeger dog også, at klubben er nødt til at passe godt på sin unge stjerne.

- Han vokser stadig. Nogle gange har han problemer med sit knæ. Hvis vi bruger ham for meget, kan det ramme os senere. Han vil altid spille, men det er mig, der skal beherske ham, siger schweizeren.

Dortmund fører sin Champions League-gruppe efter fire af de seks indledende gruppekampe. Tyskerne har et enkelt point ned til Lazio på andenpladsen. I Bundesligaen har Dortmund på andenpladsen et point op til førerholdet Bayern München.

/ritzau/

Læs også:Haaland-målshow hjælper Dortmund til storsejr

Læs også:Så er det afgjort: Norsk komet vinder Golden Boy-prisen

Læs også:Golden Boy: Sådan endte top 20