Video : Tipsbladet
Superliga

Priske erkender: FCM-problemer er min skyld

Det hænger ikke rigtig sammen i FC Midtjyllands offensiv for tiden. Det kan klubbens cheftræner Brian Priske godt fornemme.

FC Midtjylland er inde i en hård periode, da klubben for en meget sjælden gangs skyld har tabt to kampe i træk i Superligaen. Først mod Lyngby og siden mod AGF, hvor begge kampe har været med tydelige underpræstationer.

Sådan opfatter FCM-cheftræner Brian Priske det også, og han kalder indsatsen i den seneste kamp for modløs, og at han havde svært ved at kende holdet. Det fortæller han i et interview med Canal 9.

- Jeg er opmærksom på rigtig mange ting lige nu og prøver at mærke efter, hvad der lige er brug for. Hvad der skal ske. Det har været en hård uge for os. De har fået lidt røvfuld i løbet af ugen, og det er klart, at det her ikke gør det bedre, siger han og fortsætter:

- Så lige nu ligger den hos os selv. Ikke andre. Jeg ser ikke, at vi skal kigge på AGF, Brøndby, FCK. Vi kan ikke bruge Champions League til en skid lige nu. Det handler om, at hver især får samlet op i sig selv og minder hinanden om, hvad der skal til for at spille fodbold, lyder det fra Priske.

Det er særligt offensivt, at det halter for midtjyderne for tiden, og han kan da også godt se, at der mangler noget af det, som har været kendetegnende for dem i 2020, hvor det til tider sprudlede.

- De offensive kræfter fandt hinanden og udnyttede hinandens kompetencer. De hang mere sammen. Det har ikke noget med AGF at gøre i dag. Jeg er skuffet over, at vi ikke hænger bedre sammen med så gode spillere, fordi vi har et fantastisk fodboldhold. Men vi må også bare være ærlige og erkende, at lige nu rammer vi den ikke i røven, fortæller Priske, som samtidig tilføjer, at det er hans ansvar.

- Det er min skyld, det udtryk som kommer derude. Der må jeg jo kigge indad og se på, hvordan jeg får løst de ting. Og i sidst ende har spillerne et ansvar for at løfte sig selv i forhold til kvalitet og den samhørighed, som skal være inde på banen, fortæller FCM-cheftræneren, som opfordrer holdet til at løfte i flok.

Kampen mod AGF endte med et 0-1-nederlag. Læs mere om det her.