Video : Tipsbladet
Premier League

Bryder måltørke i Leicester-sejr

Efter en mindre scoringskrise lykkedes det Jamie Vardy at få hul på bylden i Leicesters knusende sikre sejr.

Efter syv kampe uden scoringer i den bedste engelske række kom Jamie Vardy tilbage på sporet, da han ramte netmaskerne torsdag aften.

Det skete, da den tidligere Premier League-topscorer stod bag det første mål i Leicesters sejr på 3-0 over bundholdet West Bromwich.

Jamie Vardy er nu på 13 sæsonscoringer, og han mangler dermed ti træffere for at nå samme niveau som i sidste sæson, hvor han var farligste mand i England.

Leicesters sejr betyder, at klubben trækker fra konkurrenterne i kampen om en plads blandt de fire bedste, som får en Champions League-billet i næste sæson.

Der er nu fire point ned til West Ham, der er på femtepladsen, og seks point ned til Tottenham på sjettepladsen.

West Bromwich er i overhængende fare for at rykke ud af Premier League. Klubben er ni point under stregen.

Leicester og Kasper Schmeichel var altdominerende og kunne have scoret flere mål, end det blev til. Særligt i første halvleg var topholdet knusende i sin kontrol af begivenhederne.

Det gav sig udslag i en scoring efter 23 minutter, da Jamie Vardy skulle gøre sig særdeles umage for ikke at sende bolden i nettet.

Timothy Castagne modtog en præcis dybdebold i den ene side af banen og slap den på tværs til Vardy, der sikkert scorede i halvtomt net.

Bare tre minutter senere var der bingo igen. Jonny Evans havde læst situationen, da et hjørnespark lidt tilfældigt blev forlænget ind foran West Bromwich-målet, og han stangede den sikkert i mål.

Ti minutter før pausefløjt strøg Jamie Vardy ind i feltet og lagde bolden til rette for Kelechi Iheanacho, som tippede bolden over skulderen på Sam Johnstone i West Bromwich-målet.

Kelechi Iheanacho nåede på den måde op på 11 scoringer i sine seneste otte optrædener på tværs af alle turneringer.

Anden halvleg blev en forholdsvis søvndyssende affære.

Leicester havde West Bromwich i en skruetvinge, men virkede ikke synderligt interesseret i at komme yderligere foran, og det blev derfor ved 3-0.

/ritzau/