Video : Tipsbladet
Superliga

Profil pønser på transfer: Horsens åben for salg

Louka Prip vil helst blive i Superligaen, efter AC Horsens er rykket ned. Klubben afviser ikke, at et salg kan komme på tale.

Selv om AC Horsens til næste sæson skal spille i 1. division, håber Louka Prip, at han kan spille videre i Superligaen "eller det, der er bedre", som hans agent sagde i sidste uge. Det kræver dog, at klubben er villig til at sælge.

Prip har kontrakt med Horsens i halvandet år endnu, så det er omvendt ved at være sidste udkald, hvis klubben skal have en solid pengesum for ham.

Så hvordan stiller AC Horsens sig i sagen?

- Der er ikke nogen tvivl om, at Prip er en profilspiller for os, og ham vil vi rigtig gerne have med på den videre færd. Vi ved også, at spillere har ambitioner. Man vil spille på højeste mulige niveau, siger sports- og talentchef Niels Erik Søndergård til tipsbladet.dk.

- Men vi forholder os også til, at vi har længerevarende aftale med ham, så derfor er han AC Horsens-spiller, indtil vi måtte acceptere et tilbud. Lige nu er der ikke noget, som vi forholder os til.

Horsens-bossen mener dog ikke, at der behøver være modsætninger mellem klubbens og spillerens ønsker. For hvis der kommer en bejler og tilbyder et tilpas stort beløb, kan et salg også være i AC Horsens' interesse.

- Vi ved jo godt, at der er nogle, der har nævnt ham og vist interesse. Vi har da også haft en løbende dialog med Louka og Sivebæk (hans agent, red.). Vi snakker jævnligt sammen og er alt andet lige på samme hold og skal finde en fælles løsning, siger Søndergård.

- Der er da flere spillere, og Louka er en af dem, som har haft en fin sæson. Det er jo positivt, at andre også synes, at vi har dygtige spillere. Når man er en klub, der skal leve af at sælge spillere, er det jo glædeligt.

- Vi skal udvikle spillere med salg for øje; det er 100 procent en del af strategien. Det er også det, vi rekrutterer på: at vi har et godt sted at udvikle sig, og hvis man kan vokse ud af rammerne, så venter der sig en større adresse.

Da agent John Sivebæk i sidste uge gav udtryk for Louka Prips ønsker om at spille i Superligaen fremover, fortalte han også om interessen for sin klient. Læs interviewet her.