Video : Tipsbladet
Superliga

Tidligere SL-boss slår fast: Vender ikke tilbage

Mogens Krogh har ingen planer om at vende tilbage til fodboldens verden. Han trives med at kunne slukke telefonen, når han går på weekend.

Gennem det meste af sit voksenliv har Mogens Krogh arbejdet med fodbold. Først som spiller og siden i en række forskellige roller som ungdomstræner, målmandstræner, cheftræner og til sidst sportsdirektør i Vendsyssel FF. Men det skal han ikke tilbage til.

Krogh trak sig fra tjansen i Vendsyssel i 2018, efter han gik igennem "en helbredsmæssig udredning, som har gjort, at jeg har taget mit liv op til rivision." Nu arbejder han i stedet med at sælge fodboldudstyr til fodboldklubber, både professionelle og amatører.

Det er han så glad for, at han ikke har planer om at vende tilbage.

- Det er ikke min tanke og plan. Jeg stortrives i en fantastisk virksomhed, og jeg er utrolig glad for, at jeg i en alder af 57 prøver, når klokken er 15 eller 16 om fredagen, så er det weekend. Så kigger jeg ikke på min arbejdstelefon igen før mandag morgen. Det har jeg ikke prøvet i hele mit voksenliv, siger Mogens Krogh til tipsbladet.dk.

Målmandslegenden er projektchef i en virksomhed, der blandt andet sælger tilbehør til fodbold: mål, net, græsmaling og hjørneflag. Så Krogh har stadig kontakt til fodboldens verden og glæde af de mennesker, han har lært at kende i den.

- Jeg er også ude at besøge fodboldklubber i forhold til mål, net, maling, you name it. Så selv om jeg ikke er direkte i fodbold længere, er det netværk, jeg har opbygget gennem en menneskealder, vigtigt for mig, siger han.

- Vi har den største omsætning på breddedelen. Der er heldigvis stadig mange, selv om fodbolden har mistet mange på grund af corona. Der er mange baner i små klubber, der skal males op og have mål på. Men målene i Parken har vi også leveret, og vi har også andre Superliga-klubber.

Brøndby-koryfæet forsikrer dog, at det ikke var ham, der solgte målene til FC Københavns hjemmebane.

- Jeg har ansvaret for Jylland og Fyn, og så har jeg en dygtig kollega, der har solgt til Parken. Så det var ikke mig, der var på besøg, siger Mogens Krogh med et grin.

Han nåede i sin aktive karriere blandt andet at vinde tre mesterskaber på stribe. Det er dog kun to danske klubber, der har prøvet at genvinde et mesterskabet sæsonen efter. Her giver Krogh sit bud på, hvorfor netop det er svært.