Efter Champions League-exit: Roma giver træneren sparket
Foto: Getty Images
Champions League

Efter Champions League-exit: Roma giver træneren sparket

Eusebio Di Francesco er færdig som Roma-træner efter en uge, der bød på Champions League-exit og et skuffende nederlag til ærkerivalerne Lazio.

Roma har haft en katastrofal uge.

I weekenden blev det til et ydmygende 0-3-nederlag til ærkerivalerne Lazio, og den præstation blev fulgt op med et 1-3-nederlag til FC Porto i Champions League onsdag – et nederlag, der sendte romerne ud af turneringen.

Og det bøder cheftræner Eusebio Di Francesco nu for. Han er torsdag blevet fyret som cheftræner i Roma.

Det meddeler Roma på sin hjemmeside.

- På vegne af alle i AS Roma vil jeg gerne takke Eusebio for hans arbejde og hans engagement. Han har altid opført sig professionelt og sat klubbens behov over sine egne, siger Romas klubpræsident, Jim Pallotta, til Romas hjemmeside.

Di Francesco, 49 år, nåede at være cheftræner i Roma i knap halvanden sæson. Han blev hyret i sommeren 2017 efter imponerende præstationer med Sassuolo.

I sin første sæson i klubben førte Di Francesco Roma til en tredjeplads i Serie A samt en semifinaleplads i Champions League. I denne sæson ligger Roma imidlertid på femtepladsen i Serie A, mens de altså blev sendt ud i 1/8-finalerne af Champions League onsdag.