Video : Tipsbladet
Generelle

Ronaldo slår fast: Sex er bedre end saksespark

Juventus-stjernen Cristiano Ronaldo har udråbt sit saksesparksmål fra 2017 som karrierens bedste mål. Det kan dog ikke sammenlignes med sex, lyder det nu fra portugiseren.

Cristiano Ronaldo scorede i sin sidste sæson i Real Madrid et sublimt mål mod Juventus i Champions League, da portugiseren saksesparkede et indlæg fra Dani Carvajal i netmaskerne. 

Stjernen har udpeget målet som sin favorit, ud af de mange hundrede kasser han har lavet i årenes løb.

I et interview med ITV blev Juventus-profilen dog spurgt, om følelsen efter saksesparket overgik fornøjelsen ved at dyrke lagengymnastik med modelkæresten Georgina Rodriguez.

- Nej. Nej. Ikke med min Geo. Nej! lød den klare melding fra portugiseren.

Et smukt mål
I interviewet uddybede Ronaldo, hvorfor saksesparkskassen er hans bedste mål nogensinde.

- Jeg havde prøvet at score dette mål i mange, mange år. Jeg havde scoret over 700 mål, men aldrig sådan et mål. Jeg tænkte: 'Endelig har jeg scoret et saksesparksmål. Et smukt spring.' Måden, jeg havde gjort det på, mod Buffon og mod Juventus i Champions League. Det var et smukt mål.