Video : Tipsbladet
Generelle

Juventus-præsident vil ikke lyve: Jeg har haft Guardiola i tankerne

Juventus-præsident Andrea Agnelli er blevet spurgt, om Pep Guardiola er et navn, som man diskuterer i den italienske storklub.

Manchester City er som bekendt blevet udelukket fra Champions League i de kommende to sæsoner, og det har skabt yderlige spekulationer om, hvorvidt Pep Guardiola overvejer at tage til Juventus til sommer.

Guardiola har selv sagt, at han agter at fortsætte i Manchester City.

I et interview med Radio24 blev Juventus-præsident Andre Agnelli dog alligevel spurgt, om Guardiola er et emne, der diskuteres på ledelsesgangene i Torino-klubben.

- Jeg ville lyve, hvis jeg sad her og sagde, at jeg aldrig har haft Guardiola i tankerne. Men det gælder om at være professionel, og analysere enhver situation nøje. Hvis en person har indikeret, at han er glad for sin nuværende arbejdsplads, så er det svært at få et skifte på plads, lyder det fra Andrea Agnelli.

Tilfredse med Sarri
Klubpræsidenten forsikrer desuden, at ledelsen bakker op om klubbens nuværende cheftræner, Maurizio Sarri, selvom mestrene for nyligt er løbet ind i nederlag til Napoli og Verona.

- Vi er meget glade for Maurizio Sarri. Vi har gang i et tre-årigt projekt, og hans idéer gør os bedre. Første halvdel af sæsonen gik rigtig fint. Vi lå nummer ét i Serie A, og vandt vores Champions League-gruppe. Vi vil evaluere efter sæsonen, men vi er i en god forfatning.