Video : Tipsbladet
Generelle

Barça-træner om kritik fra Messi: Hans udmelding har skabt en stor debat

Barcelona-cheftræner Quique Setien kommenterer nu de kritiske røster fra Lionel Messi, der har brokket sig over katalanernes niveau.

Lionel Messi var tilbage i februar ude med riven efter holdkammeraterne, da argentineren slog fast, at Barcelona spillede for dårligt til at kunne vinde Champions League.

Argentineren præciserede senere, at han ikke tvivler på spillertruppens kvaliteter, men at formen blot har været for sløj.

Tror på det
Ikke desto mindre har superstjernens udmelding altså vakt stor opmærksomhed i Barcelona og omegn. Den katalanske klub har ikke vundet Champions League siden 2015. Quique Setien blev i januar ansat som cheftræner for Barcelona, og spanieren har fået en del kritik i sine første måneder i klubben.

- Jeg vil sige, at Messis ord har skabt en stor debat. Vi er overbevist om, at vi kan vinde Champions League. Vi er nødt til at forbedre nogle ting. Men der er ingen tvivl om, at vores hold har potentialet til at vinde Champions League, lyder det ifølge beIN Sports fra Setien.

- Vi kan vinde turneringen. Vi er overbevist om, at vi kan vinde Champions League. Selvfølgelig kan vi gøre det.

Barcelona står i 1/8-finalerne overfor Napoli. Det første opgør i Italien endte 1-1. Det vides endnu ikke, hvor turneringen kan genoptages, men mange medier spekulerer i, at det bliver til august.