Video : Tipsbladet
Premier League

Medie: City-stjerne har fået sin sidste advarsel

Jack Grealish er røget ud i kulden i Manchester City, og ifølge Daily Mail skal den driblestærke englænder nu til at tænke sig godt og grundigt om.

Jack Grealish har ikke spillet ét eneste minut i Manchester Citys to seneste Premier League-kampe, efter at den tidligere Aston Villa-stjerne i midten af december tog på en bytur efter 7-0-sejren over Leeds. 

Efter 4-0-sejren over Newcastle meldte Pep Guardiola så også direkte ud, at fravalget af Grealish og Phil Foden ikke var rotation, men i stedet relateret til upassende opførsel udenfor banen. 

Og efter søndagens 6-3-sejr over Leicester har den engelske avis Daily Mail så reflekteret over Jack Grealishs aktuelle situation. 

- Jack Grealish var ganske populær blandt staben i Aston Villa, men hans til tider uforudsigelige tilgang til livet udenfor banen blev for det meste tolereret, da han var klubbens bedste spiller. I Manchester City er Grealish nødt til at indse, at han ikke har den samme luksus. Hans bytur med Phil Foden efter Citys storsejr over Leeds inden jul virkede relativt rolig, men den var nok til at få hans træner, Pep Guardiola, til at vrage ham og fortælle resten af verden årsagen, skriver Daily Mail således. 

- To ting falder i øjnene her. Den første er, at Grealishs form siden skiftet til City ikke har været god nok til at retfærddiggøre alt andet end maksimal dedikation til arbejdet. Han mangler stadig meget for at bevise, at han hører til på det niveau. Den anden ting er, at Guardiolas beslutning om at gøre det offentligt var markant. Det fortæller os, at han praktisk talt har advaret Grealish. Det er usandsynligt, at han får en chance til.

Jack Grealish blev det dyreste indkøb i Premier League-historien, da Manchester City i sommer brugte 870 millioner kroner på den driblestærke englænder.