Video : Tipsbladet
Superliga

FC Midtjylland opruster med ny mentaltræner

Den danske klub har tilknyttet en gammel kending af huset.

FC Midtjylland jagter succes på banen, og forudsætningerne for at levere skal være på plads.

Det er derfor, klubben investerer i bedre faciliteter, og så øger man også løbende investeringen i spillerne - ikke kun i form af at kunne betale mere for spillere, men også at man forsøger at styrke spillerne i truppen med de berømte ekstra procenter.

Klubben meddeler på sin hjemmeside, at den har ansat en ny mentaltræner.

Der er tale om René Petersen, der også tidligere har været i FCM. Han er også ansat i Bestseller, som er ejet af Anders Holch Povlsen, der også er investor i FC Midtjylland. Og Petersen beholder sin stilling i Bestseller ved siden af arbejdet i FCM, oplyses det.

- Jeg kan mærke på de seks år, jeg har været væk, at den opmærksomhed, der er fra medierne og omgivelserne, er øget – det jeg kalder for mental turbulens rundt omkring spillerne, som gør, at de nemt kan tabe fokus. Min opgave er at få spillerne til at gøre det, de er bedst til uge efter uge, siger René Petersen og siger:

- Spillerne bliver sjældent dårligere fodboldspillere fra uge til uge, selvom det kan se sådan ud. Det handler ofte om, at der sniger sig nogle mentale ting ind, så de kommer til at tro på noget, der gør, at de bliver omsluttet af dårlige energier, som fører til dårligt outcome både for dem selv og omgivelserne.

FC Midtylland har fortsat B.S. Christiansen ansat som mentaltræner, men han dedikerer sig nu udelukkende til at hjælpe trænerstaben.