Video : Tipsbladet
Premier League

Ærlig Ohi: Bare Haaland ikke vinder Premier League

Han ønsker ikke, at landsmanden og Manchester City vinder Englands bedste fodboldrække.

De fleste kigger normalt lige en ekstra gang, når en spiller bliver noteret for et hattrick. 

Alligevel virkede det som det mest naturlige i verden, da Erling Haaland scorede tre gange for Manchester City sidste weeked mod Wolverhampton. 

Nordmanden har nemlig smadret Premier League, siden han kom til den blå del af Manchester fra Borussia Dortmund i sommer. 

Og det skal han bare blive ved med, så længe Pep Guardiolas mandskab ikke slutter som samlet vinder af Englands bedste fodboldrække. 

Så klar var meldingen fra Ohi Omoijuanfo, da han mødte pressen på Vestegnen tidligere denne uge.

- Haaland må smadre alle rekorder og vinde titlen som topscorer - bare han ikke vinder Premier League. 

Men hvorfor vil Brøndby-angriberen ikke have, at landsmanden og holdkammeraterne vinder mesterskabet? 

Jo, det er der en helt naturlig årsag til. 

- Den skal Arsenal have. Jeg er Arsenal-fan, sagde nordmanden. 

Lige nu ser det ud til, at Ohi Omoijuanfo kan få sit ønske opfyldt. London-klubben har nemlig fem point ned til Manchester City i toppen af Premier League, og Arsenal har endda spillet en kamp færre.