Video : Tipsbladet
Superliga

Agent: Forventer han er færdig i AGF

Oliver Lund forlader med al tænkelig sandsynlighed AGF efter denne sæson.

Oliver Lund har tørnet ud for AGF de seneste to år, men til sommer slutter opholdet på Fredensvang med al sandsynlighed for den alsidige forsvarsspiller, der fylder 33 år til august. 

Denne sæson har nærmest ikke budt på spilletid for Oliver Lund, som kun har været på banen i to Superliga-kampe, og der var tale om meget korte indhop på under fem minutter.

30. juni har forsvarsspilleren kontraktudløb i AGF, og det markerer enden på samarbejdet, med mindre der sker noget meget uventet. Sådan lyder det fra Oliver Lunds agent John Sivebæk.

- Det er min forventning, at Oliver Lund forlader AGF. Man skal aldrig sige aldrig i fodboldens verden, men det er som sagt min forventning, siger John Sivebæk til Tipsbladet.

Oliver Lund er en rutineret herre i dansk fodbold, hvor han foruden AGF har tørnet ud for AB, OB, Lyngby Boldklub og det nu henfarne FC Vestsjælland. Han er noteret for 208 optrædener i Superligaen.

I februar var Oliver Lund i forhandlinger med norske Odd om et klubskifte, men en aftale kom aldrig i stand.