Gustav Isaksen er kommet frem i FCM's akademi. Foto: Jan Christensen/Getty Images
Benelux

Roser Danmark: Gode akademier i FCN, FCM og FCK

Dansk talentudvikling er langt foran Norge og Sverige, lyder det.

Mandag var det svenskerne, der kiggede misunderligt mod Danmark, og nu er det Norge, der roser den danske talentudvikling.

Selv om Norge har en verdensstjerne i Erling Braut Haaland, er den samlede kvalitet i den norske landsholdstrup et stykke fra den danske, og samtidig er talentudviklingen i Norge ikke lige så god og systematiseret, som den er i Danmark.

Og Hallvar Thoresen, der er tidligere landsholdskaptajn for Norge og nuværende scout for PSV, er ikke i tvivl: Danmark er langt foran Norge.

Den 65-årige nordmand mener ganske enkelt, at Norge skal have optrappet talentarbejdet hurtigst muligt:

- De har brugt mange ressourcer på det. De er meget optaget af scouting, som har direkte sammenhæng med at kunne udvikle spillere, og at du får de rigtige spillere ind på de rigtige tidspunkter. Det får du altså ikke ved bare at tale med moren og faren og se en spiller i kamp. Det handler også om at bruge ressourcer på kompetencer og faciliteter. Der er ret gode akademier i Nordsjælland, Midtjylland, København, siger Hallvar Thoresen til VG.

Han peger på en model i Norge, som også er et tema i dansk fodbold, nemlig et nationalt fodboldcenter. 

Her er det planen, at Danmark skal have et sådan i Odense. Og i Norge bør de også kigge på det, mener Thoresen:

- Det har man talt om i 40 år. Det vil løfte kvaliteten på landsholdene, og der vil være kontinuitet og sammenhæng i det. Du kan også have et team der til databrug og sådan. Set fra forbundets side tror jeg, det vil være enormt vigtigt, og at det kan løfte kvlaiteten på en del aktiviteter, siger han.