Kasper Hjulmand: Mainz passer perfekt
Illustration
Bundesliga

Kasper Hjulmand: Mainz passer perfekt

Kasper Hjulmand glæder sig til at fortsætte trænerkarrieren i Mainz.

Kasper Hjulmand skal være ny cheftræner i Mainz i den kommende sæson i Bundesligaen. Den tyske klub har torsdag eftermiddag offentliggjort, at den 42-årige dansker har underskrevet en tre-årig kontrakt med klubben.

I en meddelelse på Mainz' website udtaler Kasper Hjulmand sig om sit nye job.

- Da jeg havde besluttet mig for at forlade FC Nordsjælland og søge et nye udfordringer, ville jeg vente på den rigtige klub og tage mig god tid til det. Så kom henvendelsen fra Mainz. Jeg har fulgt Bundesligaen og havde allerede en forestilling om klubben, siger Kasper Hjulmand.

Den snart forhenværende FC Nordsjælland-træner mener, at der er tale om et godt match mellem ham selv og Mainz. 

- I samtalerne med sportsdirektør Christian Heidel har jeg fået et nærmere indblik i klubben, og jeg var overrasket over, hvor perfekt filosofien i klubben passer med min personlighed. Jeg har truffet beslutningen om at tage til Mainz med hjertet, siger Kasper Hjulmand. 

Kasper Hjulmand bliver på mandag præsenteret formelt på et pressemøde i Mainz. Inden da står han for sidste gang i spidsen for FC Nordsjælland, når klubben møder Brøndby i Superligaens sidste spillerunde.