Dansk succesmålmand i CL: En kæmpe udfordring
Illustration
Champions League

Dansk succesmålmand i CL: En kæmpe udfordring

Den danske målmand Robin Olsen har succes i Malmö FF. Nu håber han at nå gruppespillet i Champions League.

Det er ikke kun AaB og FC København, der kan sikre dansk og skandinavisk succes i Champions League i denne sæson. En dansker kan således opleve europæisk fodbold på den anden side af Øresund.

Den svenske mester fra Malmö FF er med i den afgørende playoff-runde efter onsdagens meriterende 2-0-sejr over Sparta Prag, der ellers havde vundet 4-2 i den første kamp i Tjekkiet. Derfor skal Malmø forsøge at spille sig i klubbens første Champions League-gruppespil nogensinde, når Red Bull Salzburg er modstanderen i den afgørende playoff-runde.

Malmö FF har et dansk islæt i truppen i form af førstemålmanden Robin Olsen, der har spillet fast for de svenske mestre i denne sæson og altså også skal i aktion mod Red Bull Salzburg. Robin Olsen, der har danske forældre, men har boet i Malmø hele sit liv, tror på avancement i Champions League.

- Vi har bevist, at vi kan slå gode hold ud af Europa, og det vil vi gerne bevise igen. De her kampe betyder meget for mig og for klubben. Det er en kæmpe udfordring at skulle møde de store hold i Europa i stedet for hele tiden at møde hold fra Allsvenskan, siger Robin Olsen til tipsbladet.dk.

Han ser flere årsager til Malmøs succes.

- Vi spiller bare godt, og vores fans var fantastiske i onsdags. De hjalp os meget, og vores træner er også god. Vi vidste, at vi skulle vinde med 2-0, og det lykkedes, fortæller Robin Olsen.

Den 24-årige danske målmand ser frem til kampene mod Red Bull Salzburg, hvor han mener, at Malmö FF har en god chance.

- Det er en kæmpe udfordring, men det er slet ikke umuligt. Vi skal spille første kamp i Østrig, og så kommer de herop bagefter. Vi skal gøre det godt dernede, men de kommer ikke til at slå os i Malmø. Vi taber ikke til dem på hjemmebane, siger han.

Målmanden lægger ikke skjul på, at Champions League-gruppespillet vil være en fantastisk oplevelse.

- Det vil betyde meget. Utrolig meget. Det vil være fantastisk for os spillere og for klubben. Vi vil gerne ud at spille mod de bedste hold i Europa som for eksempel Real Madrid, og hvad de ellers hedder. Det vil være kæmpestort, siger han.

Robin Olsen og Malmö FF møder Red Bull Salzburg i første kamp enten den 19. eller 20. august, mens returkampen spilles på Swedbank Stadion ugen efter.