Video : Tipsbladet
Champions League

- Du skal ikke sammenligne Parken med Old Trafford

Jacob Neestrup mener ikke, at stemningen på Old Trafford kan måle sig med stemningen i Parken.

Tipsbladet i Parken: 

Manchester United er vant til at spille på stadions, der er langt større end tilfældet bliver mod FCK onsdag i Parken. 

Men når Erik ten Hags mandskab gæster Parken, bliver det med en stemning og en atmosfære, de ikke er vant til at se på hverken Old Trafford eller på andre stadions i Premier League, mener Jacob Neestrup. 

- Sagt med al respekt. Du kan ikke sammenligne Old Trafford med Parken. Atmosfæren i Parken kommer til at være hundrede gange mere intens, end hvad den var på Old Trafford for to uger siden. Standarden i Parken er for mig langt over Premier League, for at være ærlig. 

Jacob Neestrup mener derfor, at tilskuerne i Parken bliver vigtige for at opnå et stort resultat, når Manchester United kommer på besøg onsdag aften. 

- Publikum kan hjælpe os. Skulle vi spille foran 0 tilskuere i Parken i morgen, så havde det været noget helt andet. Det er altså ikke for at spille smart, når jeg siger, at når vi rejser ud for at spille Champions League eller Europa League, så når det ikke Parken til sokkeholderne. 

FC Københavns fans fik også stor ros i engelske medier for deres ageren på Old Trafford i forbindelse med hyldesten af den afdøde Manchester United-legende Sir Bobby Charlton.