Video : Tipsbladet
Champions League

Tidligere Mourinho-udtalelse: Kan ikke tage Tottenham-job af respekt for Chelsea

I 2015 udtalte Jose Mourinho, at han ikke kunne acceptere et tilbud fra Tottenham af respekt for sin tidligere klub, Chelsea.

Jose Mourinho blev onsdag morgen udpeget til at være Tottenhams nye manager.

Inden Capital One Cup-finalen i 2015 udtalte portugiseren ellers, at han ikke kunne acceptere et tilbud fra London-rivalerne, fordi hans følelser for Chelsea var for stærke.

Mourinho havde i 2007 haft et tilbud på hånden fra Tottenham.

- Ja (Tottenham henvendte sig). Jeg kunne ikke tage af sted. Jeg kunne ikke træne i England i to år, sagde han dengang med henvisning til, at han i forbindelse med bruddet med Chelsea skrev under på, at der skulle gå mindst to år, før han kunne blive træner i England igen.

Tottenham tilbød at betale Chelsea for at droppe klausulen, men Mourinho selv ønskede heller ikke at komme til Tottenham.

- Jeg vil ikke tage jobbet, fordi jeg elsker Chelsea-fansene for meget.

I 2019 har portugiserens holdning tydeligvis ændret sig, og den 22. december kommer Mourinho derfor til at stå over for sin tidligere klub - i spidsen for Tottenham.