Daniel Jensen tæt på FCM
Illustration
Generelle

Daniel Jensen tæt på FCM

FC Midtjylland kan snart præsentere Daniel Jensen, der dermed har fundet sig en ny klub efter kontraktudløb i FCK.

Daniel Jensen vil også i denne sæson være at finde i den danske Superliga. Ifølge Tipsbladet.dks oplysninger er den tidligere landsholdsspiller netop nu i Herning, hvor han er ved at færdiggøre skiftet til FC Midtjylland.

Det har ikke skortet på interesse for Daniel Jensen, der i foråret tørnede ud for FC København. Tidligere i transfervinduet har også Brøndby og FC Nordsjælland forhørt sig på den 34-årige midtbanespiller, erfarer Tipsbladet.dk - dog uden at vende tilbage med konkrete tilbud.

FC Midtjyllands tilbud er dog konkret, og det ventes, at Daniel Jensen inden længe kan skrive under på en kontrakt med Glen Riddersholms mandskab. Her vil han så kunne agere backup for Petter Andersson, der er ude i flere uger med en skade.