Video : Tipsbladet
Generelle

Ny Milan-boss: Kommer med nye ideer

AC Milans nye cheftræner Stefano Pioli er klar til at få den italienske storklub på rette køl igen.

Marco Giampaolo nåede blot at træne AC Milan i sølle syv ligakampe, inden han i går blev fyret. 

I dag har Milano-klubben så præsenteret den tidligere Fiorientina-træner Stefano Pioli som ny cheftræner. 

Pioli blev præsenteret onsdag eftermiddag på et pressemøde. 

Han fortalte på pressemødet, at han vil skille sig ud fra sin forgænger. 

- Marco er en dygtig træner, men han har andre ideer end mig i forhold til fortolkninger og strategier i spillet. Jeg skal hurtigt få mine spillere til at forstå disse ideer, siger Stefano Pioli ifølge Calciomercato.

- Jeg ved, det er en professionel gruppe spillere med gode moralske værdier. Takket være Marco er det en gruppe, der er vant til at arbejde hårdt, og jeg vil udvikle en spillestil, der kan forbedre de unge spilleres kvaliteter. For de har kvaliteterne.

- Mine ideer kredser om intensitet og kompromisløshed. Vi skal arbejde på at forsøge at nå en Champions League-plads, siger den nye cheftræner.

Pioli overtager et kriseramt AC Milan-mandskab, der i øjeblikket indtager 13. pladsen i Serie A.