Video : Tipsbladet
Generelle

Rooney afslører: Jeg gik direkte ud i kantinen og skrev en transferanmodning

Wayne Rooney forklarer nu, hvordan han reagerede, da han under et møde med David Moyes fik at vide, at han skulle indgive en transferanmodning, hvis han ville væk fra Everton.

Wayne Rooney skiftede som 18-årig fra Everton til Manchester United, men angriberen var nødt til at presse den daværende cheftræner, David Moyes, for at få trumfet skiftet igennem.

Rooney debuterede som 16-årig for Everton i 2002, men følte sig blot to år senere klar til at tage til Manchester United.

Havde møde med Moyes
I et interview med Daily Mirror forklarer Rooney nu, hvordan han fik tvunget skiftet igennem.

- Jeg er en ambitiøs person, og jeg ønsker at vinde trofæer. Jeg vidste, at det at blive i Everton i et år eller to mere... det ville ikke komme til at ske. Jeg følte, at jeg var god nok til at komme på holdet i Manchester United, så jeg var klar til at tage skiftet. For at være ærlig, så var jeg klar på skiftet allerede året forinden, men det skete ikke. 

- Jeg gik ind på David Moyes' kontor og forklarede ham situationen, og for at være ærlig, så havde Everton også brug for pengene. Jeg tror, at han inderst inde var klar over det. Så jeg gik ind og fortalte ham det, og han sagde: 'Hvis du ønsker at skifte, så er du nødt til at indgive en transferanmodning.' Jeg sagde 'okay' og gik ud i kantinen og skrev en transferanmodning på et stykke papir, hvorefter jeg gik tilbage og sagde 'værsgo.' 

Wayne Rooney vender til januar tilbage til engelsk fodbold, efter et ophold i USA, når han træder til som spillende assistenttræner i Championship-klubben Derby.