• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Generelle Kenneth Jensen

Rykkede til storklub: OB ringede hver tredje måned

Foto: Privat

Det fynske talent Magnus Quisgaard Gaunsbæk er skiftet til Sporting CP fra Portugal. At han overhovedet endte her er lidt af et tilfælde.

Af Kenneth Jensen

Hvis og hvis og hvis. Sådan kan man nogle gange se tilbage, hvis man skal se på, hvordan man finder en nål i en høstak, og sådan kan familien Gaunsbæk fra Nyborg også se tilbage.

For det er lidt af et tilfælde, at den 16-årige centerback Magnus Quisgaard Gaunsbæk i dag er på ungdomskontrakt i Sporting CP fra Portugal.

Den høje danske stopper har spillet i Nyborg i hele sin ungdomskarriere, men han har været til prøvetræninger - blandt andet i FC Nordsjælland. Men at kursen lige skulle sættes mod Sporting og Portugal, hvor nåleøjet er meget lille, var ikke noget, familien havde forventet.

Henrik Gaunsbæk, der er far til Magnus Quisgaard Gaunsbæk og i øvrigt også ungdomsformand i Nyborg G&IF, fortæller:

- Magnus har siden han var fem år spillet i Nyborg, og han har spillet med en årgang over - det vil sige, at han har spillet med 04'erne. Så kom der en portugisisk organisation, der laves fodboldcamps i Norge og Sverige, og de havde samlet nogle til et finalestævne. Der spiller man om at komme til Portugal, og de spurgte, om ikke de måtte spille mod et hold fra Nyborg. Og så mødte de 04'erne, hvor Magnus er fast mand. I den kamp åd Magnus den første angriber, så de skiftede efter 10 minutter. Og så åd han også den anden. 

- Efter kampen talte de med Magnus' træner, der nævnte, at Magnus er 05'er. Der kunne man se, at de blev interesserede. De spurgte tre gange, om han var 05'er. Senere blev jeg ringet op, at de ville tale med Magnus, inden de skulle flyve hjem. Og de inviterede til en tryout. Jeg var skeptisk, og jeg ville ikke betale for det, så jeg spurgte, hvad det kostede. Det kostede ikke noget, sagde de. Og det var så den måde, han kom derned. De evaluerede ham til 5,5 ud af 6 - det var i 2019, siger Henrik Gaunsbæk til tipsbladet.dk.

Der gik efterfølgende coronavirus og meget mere i den, så det var først fra 1. juli, at Magnus Quisgaard Gaunsbæk kom på kontrakt i den portugisiske storklub, som Henrik Gaunsbæk hurtigt gør opmærksom på udviklede Cristiano Ronaldo for efterhånden en del år siden.

OB ringede tit
Nyborg G&IF har tidligere været samarbejdsklub med Odense-klubben OB, men det ophørte for nogle år siden. I stedet kom man under fanerne hos Brøndby IF's projekt Masterclass. Det er også ophørt siden, fordi der var logistiske udfordringer.

Man skulle ellers tro, at det var nærliggende for et fynsk talent at tage til OB. OB's ambition er at få de bedste lokale spillere til klubben, men det lykkedes aldrig med Magnus Quisgaard Gaunsbæk. Det var dog ikke, fordi OB ikke forsøgte.

- OB ringede hver tredje måned til mig, men vi har et kanon fodboldmiljø i Nyborg med en trup på over 40. Vi har spillet i den næstbedste liga og været til kampe i Jylland, og han har også prøvet at spille U19. Det har selvfølgelig ikke været i et licens- og professionelt setup som i OB. 

Man skulle ellers måske tro, at det var drømmen for fynboere at komme til at spille for OB?

- Der tager du fuldstændigt fejl. Småklubberne har et had-kærlighedsforhold til OB. Mange breddeklubber må lukke, når en eller to af de bedste spillere bliver plukket. Nogle holder selvfølgelig med OB, men der er også andre, der har det sådan, at det er skide ærgerligt, når deres talenter bliver støvsuget. Ikke alle på Fyn er OB'ere. Det er ikke som Brøndby, der har fass over hele landet, siger Henrik Gaunsbæk.

I sidste ende har det været den 16-årige centerbacks egen beslutning, at han skulle til Sporting og ikke OB.

- Jeg har det sidste år været klar til, at han skulle afsted. Det hjælper lidt, at han har været på nogle ophold dernede (ture til Sporting, inden han fik kontrakt, red.). Magnus har på ingen måde noget mod OB, men Portugal ligger lige til Magnus. Han har jo også prøvetrænet i Nordsjælland, og der var det med otte hold på deres kunstgræsbane. Få kvadratmeter og kegleøvelser. Det er god træning, men det er ikke så godt til ham. Han skal helst have noget med fuld power, og i Portugal spiller han mod brassere. Det er liv og død hver eneste træning. De river og flår i ham, siger Herik Gaunsbæk.

Det er dog ikke helt uden omkostninger, at den 16-årige centerback er rejst til Portugal. Men vil man opnå noget stort, må man også ofre noget. Familien er langt væk, og der er ikke mange, der taler engelsk på holdet. Stort set ingen, faktisk. Selv taler han ikke portugisisk.

- Det er mentalt hårdt - også for familien. Jeg ved godt, det er ham, der har det hårdest, men der er også søskende og forældre. Det er en læringsproces for alle. Men er han glad for det, er det fint. Han ved jo, hvad han er gået ind til, siger Henrik Gaunsbæk.

Kontrakten mellem Magnus Quisgaard Gaunsbæk og Sporting CP løber frem til sommeren 2024.

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020