Video : Tipsbladet
Generelle

Solskjær: Godt at få solgt Lukaku - baner vejen for 17-årigt stortalent

Ole Gunnar Solskjær mener, at det var det helt rigtige tidspunkt at komme af med Romelu Lukaku.

Det var Deadline Day i England i går, og der var således tale om en nervepirrende dag for mange fans.

For Manchester Uniteds vedkommende blev der dog tale om en relativt stilfærdig dag, hvilket har fået mange United-fans til at rase over bestyrelsesformand Ed Woodward på Twitter.

Den engelske storklub hentede således ingen spillere torsdag. Til gengæld blev belgiske Romelu Lukaku solgt til Inter for 598 millioner kroner.

Tiden var kommet til at sige farvel
Ole Gunnar Solskjær får således ingen erstatning for Lukaku, men det er på ingen måde problematisk, lyder det nu fra nordmanden. Forud for søndagens ligapremiere mod Chelsea argumenterer Solskjær således for, at Lukaku-salget kan være guld værd for det 17-årige stortalent Mason Greenwood.

- Rom (Lukaku, red.) har selvfølgelig en fin statistik, og han er en af de bedste 9'ere derude, hvis man ønsker at spille med den type angriber, lyder det ifølge Daily Mirror fra Solskjær.

- Men jeg har stor tillid til, at vi kan forvente mål fra Martial og Rashford. Daniel James vil kreere, og Jesse Lingard vil også score mere. Tiden var kommet til at sige farvel til Rom, for vi fik i mine øjne et godt tilbud. Han er glad, så jeg tror, at det er gået, som begge parter ønskede. 

- Rom var skadet en del i pre-season og deltog ikke, så jeg håber bare på hans vegne, at han får en god start i Inter. I slutningen af sidste sæson scorede vi ikke særligt mange mål, og Mason Greenwoods vej til holdet ville blive meget længere, hvis der var endnu en angriber foran ham i køen. 

- Jeg tror, at Mason kommer til at spille meget, og at han kommer til at score mål, når han får chancen. 

Deler ikke fansenes frustration
Solskjær er glad for, at transfervinduet nu endeligt er lukket.

- Der er en stor følelse af lettelse, når det er slut. Nu ved vi, hvad vi har at arbejde med, og jeg er glad for vores tre indkøb. 

Nordmanden deler ikke fansenes vrede over de manglende indkøb på Deadline Day.

- Hmm, den følelse deler vi ikke internt i klubben. Mit indtryk fra de fans, jeg har talt med, er, at de er glade for dem, vi har hentet. Der vil altid være fans, der ønsker flere indkøb. Sådan er det. Men spillerne er her nu, og vi har vist vores tillid og tiltro til dem.