Video : Tipsbladet
Generelle

Tre klubber kæmper om Bayern München-legende

Selvom han er blevet 36 år, er der rift om Franck Ribéry. Han er et varmt emne i både Tyskland og Italien

Efter 12 år, ni mesterskaber, seks pokaltitler og en Champions League-triumf sagde Franck Ribéry efter sidste sæson farvel til Bayern München. Men på trods af at fødselsattesten siger 36 år, er franskmanden ikke klar til at stoppe karrieren efter sin tid hos den tyske gigant.

Han er derfor fri på markedet, og den fremskredne alder lader heller ikke til at afskrække interesserede klubber. Således er der ifølge det italienske medie Calciomercato interesse fra tre klubber i to af Europas store ligaer.

I Bundesligaen, hvor Ribéry har haft så stor succes i mere end et årti, er både Werder Bremen og Schalke 04 ude efter den kreative kantspiller. Men fremtiden kan også ligge i Italien.

Serie A-klubben Fiorentina har nemlig også lagt billet ind på Ribéry, som derfor ser ud til at kunne vælge og vrage - dog ikke mellem klubber fra samme hylde som Bayern München.