Video : Tipsbladet
Landshold

Arven efter Elkjær: Dolberg er forsøg nummer 33

Lige siden Preben Elkjærs landsholdsstop har Danmark ledt efter en ny verdensklasseangriber. Kasper Dolberg bliver det seneste eksempel på en kandidat.

Bragt første gang 9. november 2016

Kasper Dolberg er blevet udtaget til det danske landshold, og landstræner Åge Hareide har allerede udtalt, at den 19-årige Ajax-angriber kommer til at få debut i rødt og hvidt.

Dermed får det danske landshold endnu et nyt angrebshåb, som der traditionen tro vil være visse forventninger til.

For lige siden Preben Elkjærs storhedstid i midten af 1980'erne, har Danmark sukket efter en frontangriber på højt internationalt niveau med mål i støvlerne. I sine 69 A-landskampe scorede Elkjær 38 mål, i 1985 blev han nummer to i Ballon d'Or-afstemningen om verdens bedste fodboldspiller, og siden hans sidste landskamp i slutningen af 1980'erne har der været langt mellem de stærke angribere på det danske landshold.

I 2005 lavede Tipsbladet en oversigt over alle de spillere, der var blevet afprøvet som frontangriber siden Preben Elkjærs landsholdsstop, og i anledningen af Kasper Dolbergs forestående debut, bringer tipsbladet.dk nu en opdateret udgave af listen.

Nedenstående liste tæller udelukkende spillere, der har nået minimum fem landskampe for Danmark, fordi man på den måde kommer uden om spillere, der blot har fået chancen nogle få gange på grund af en midlertidig opadgående formkurve eller afbud hos mere etablerede navne. Kalkulen er, at hvis man har spillet minimum fem landskampe, har man over en længere periode været aktuel som landsholdsangriber. Blandt andet derfor er folk som Martin Bernburg (fire kampe), Rajko Lekic (en kamp), Nicklas Helenius (to kampe) og Nicki Bille (tre kampe) ikke med på listen.

I tidens løb har landsholdet spillet forskellige systemer, og Jon Dahl Tomasson spillede eksempelvis langt størstedelen af sine kampe som hængende angriber og ikke som frontangriber. Han er dog med på listen alligevel, fordi han trods alt er den spiller, der siden Preben Elkjær har scoret flest landsholdsmål.

Aktuelt er der 32 navne på listen, og Kasper Dolberg kan dermed blive angriber nummer 33, der får chancen som forreste angriber på landsholdet.

Her er listen over spillere, der er blevet afprøvet i minimum fem kampe som frontangriber på landsholdet siden Preben Elkjær. Vi har oplistet årstallene for spillerens første og seneste landskamp samt kampe og mål for det danske landshold.

Danske landsholdsangribere efter Preben Elkjær:

1986-1991: Claus Nielsen (14 kampe/7 mål)

1987-1994: Flemming Povlsen (62 kampe/21 mål)

1988-1995: Mark Strudal (9 kampe/3 mål)

1988-1993: Lars Elstrup (34 kampe/13 mål)

1989-1994: Bent 'Turbo' Christensen (26 kampe/8 mål)

1989-1996: Peter Rasmussen (13 kampe/2 mål)

1990-2000: Miklos Molnar (18 kampe/2 mål)

1991-1997: Per Pedersen (6 kampe/2 mål)

1991-2005: Peter Møller (20 kampe/5 mål)

1991-1994: Frank Pingel (11 kampe/ 5 mål)

1993-2000: Søren Andersen (12 kampe/0 mål)

1994-1999: Søren Frederiksen (6 kampe/1 mål)

1995-1996: Erik Bo Andersen (6 kampe/0 mål)

1995-1996: Mikkel Beck (19 kampe/3 mål)

1997-2010: Jon Dahl Tomasson (112 kampe/52 mål)

1998-2004: Ebbe Sand (66 kampe/22 mål)

2000-2008: Marc Nygaard (7 kampe/0 mål)

2001-2005: Peter Madsen (13 kampe/3 mål)

2003-2011: Morten Skoubo (6 kampe/1 mål)

2005-2010: Søren Larsen (20 kampe/11 mål)

2006-2015: Nicklas Bendtner (74 kampe/29 mål)

2006-2008: Dennis Sørensen (5 kampe/0 mål)

2006-2012: Mads Junker (7 kampe/1 mål)

2007-2009: Morten Nordstrand (8 kampe/3 mål)

2008-2016: Morten Duncan Rasmussen (13 kampe/4 mål)

2010-2013: Nicklas Pedersen (13 kampe/1 mål)

2011-2016: Nicolai Jørgensen (20 kampe/5 mål)

2012-2016: Viktor Fischer (14 kampe/3 mål)

2012-2016: Andreas Cornelius (10 kampe/2 mål)

2013-2013: Simon Makienok (6 kampe/0 mål)

2014-2016: Yussuf Poulsen (17 kampe/3 mål)

2014-2016: Lasse Vibe (10 kampe/1 mål)

2013-2016: Martin Braithwaite (14 kampe/1 mål)

2016: Kasper Dolberg