Video : Tipsbladet
Premier League

Godt nyt om Gomes: Der forventes ingen mén efter horribel skade

Evertons André Gomes blev i dag opereret efter den brækkede ankel, han pådrog sig i søndagens kamp mod Tottenham, og Everton meddeler nu, at operationen gik som den skulle

Der var gru malet i ansigterne på samtlige spillere, da alvoren af André Gomes' skade stod klart. En brækket ankel var resultatet af en uheldig landing efter en tackling fra Tottenhams Heung-min Son, hvor Gomes samtidig med faldet blev ramt af Serge Aurier.

Son blev udvist, mens André Gomes blev taget direkte til hospitalet. Som beskrevet tidligere i dag skulle midtbanespilleren opereres i dag, og den operation er gennemført uden komplikationer. Det skriver portugiserens klub, Everton, på sin hjemmeside.

Læs også:André Gomes på operationsbordet efter skrækskade

Her meddeler The Toffees også, at man forventer at se André Gomes vende tilbage til banen uden mén. Det må betegnes som utrolig godt nyt med tanke på de billeder, man så af 26-årige Gomes og hans ankel efter det voldsomme uheld.

Everton skriver videre, at André Gomes nu skal tilbringe et stykke tid på hospitalet, inden han vender tilbage til klubben og begynder genoptræningen med Evertons medicinske stab.

Læs også:Drama i pointdeling: Son grædefærdig efter skrækskade til Everton-spiller

Der er dog stadig ikke et bud på, hvornår han forventes at kunne vende tilbage til banen.

Øverst i artiklen kan du se højpunkter fra kampen mellem Everton og Tottenham, som sluttede 1-1. Her kan du også se situationen, hvor André Gomes blev skadet - her skal der dog advares om stærke billeder.

Læs også:Gomes forlod Barcelona: Kunne ikke klare presset

Læs også:Barcelona sælger løs: Har fået 1,65 milliarder kroner i kassen på ét år

Læs også:Officielt: Barcelona sælger André Gomes til Everton