Efter 14 sæsoner i Real Madrid kan det til sommer være slut for Karim Benzema.
Sidste års Ballon d'Or-vinder kan nemlig være på vej til saudiarabisk fodbold, skriver ESPN.
Tilbage i januar blev den 35-årige Karim Benzema angiveligt blevet tilbudt en to-årig kontrakt af en unavngiven saudiarabisk klub, der var klar til at betale franskmanden lige knap tre milliarder kroner.
Ifølge ESPN har Benzemas situation ændret sig i løbet af de seneste uger, efter at franskmanden tidligere i maj skulle være blevet enig med Real Madrid om en et-årig forlængelse. Benzema siges nu at overveje et skifte til Saudi-Arabien denne sommer, hvor hans kontrakt med Real Madrid udløber.
Real Madrid har haft en skuffende sæson, hvor Barcelona løb med La Liga-trofæet, mens Carlo Ancelottis tropper blev sendt ud af Champions League med et brag mod Manchester City i semifinalen.
Karim Benzema har samtidig døjet med mange skadesproblemer i denne sæson, hvor franskmanden også gik glip af VM-slutrunden i Qatar.
Ifølge ESPN jagter den saudiarabiske liga også stjerner som Lionel Messi, Sergio Busquets og Jordi Alba.