Serie A

Bergvold: Frustreret over mange trænerskift

På tre år har Martin Bergvold oplevet syv trænerskift i Livorno. Nu står han overfor endnu et skifte efter Serse Cosmi søndag sagde op. De mange skift frustrerer danskeren.

Martin Bergvold kom til Livorno fra FC København i januar 2007. Siden da har han skiftet træner syv gange, og nu venter det ottende skifte, for søndag sagde Serse Sosmi sit job op, fordi han mener, at præsident Aldo Spinelli blander sig for meget.

- Det er rigtig ærgerligt, at Cosmi er gået. Han var en træner, jeg rigtig godt kunne lide, og som gav mig noget tillid og spilletid. Vi har vundet syv kampe under ham, siden han kom til i oktober, men har så tabt tre af de sidste fire. Det er frustrerende med de mange trænerskift, og det er slet ikke optimalt. Tænk på, at jeg var fem år i FC København, og jeg havde kun to trænere der, siger Martin Bergvold til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Bergvold vil væk trods personlig succes

Laver man en opgørelse over trænere i Livorno siden januar 2007 ser man, at Daniele Arrigoni blev fyret, lige da Bergvold kom til. Han blev så taget til nåde dagen efter, men erstattet af Fernando Orsi i marts. Orsi blev fyret syv måneder senere og afløst af Giancarlo Camolese, inden han blev taget retur endnu seks måneder senere.

Siden har Leonardo Acari, Gennaro Ruotolo, Vittirio Russo og altså Serse Cosmi været igennem trænerkarrusellen.

- Det gavner os slet ikke med så mange trænerskift. Vi har brug for noget stabilitet, og det får vi kun ved at have den samme træner. Og som sagt var jeg glad for Cosmi, så det er ærgerligt, siger Bergvold.

LÆS OGSÅ: Bergvold drømmer om VM

Danskeren har flere gange givet udtryk for, at han vil væk fra Livorno, og de mange trænerskift er én af de ting, som Bergvold er træt af.

- Der er så mange småting, som bliver gjort på den italienske måde. Og én af de ting er, at trænerne ikke får særlig lang snor. Denne gang er det selvfølgelig en anden situation, fordi Cosmi selv er gået, siger Bergvold og forholder sig til sine egne kontraktlige forpligtelser med italienerne.

- Min kontrakt udløber til sommer, og jeg tror ikke, at der kommer til at ske noget nu. Så jeg satser på at blive her og hjælpe Livorno med at blive i Serie A, og så er der en ny situation til sommer.