Video : Tipsbladet
Skandinavien

Medie: Nicolai Jørgensen kan foretage chokskifte

Nicolai Jørgensen er ønsket hos de svenske mestre, skriver Kvällsposten.

Nicolai Jørgensen er efter sigende et varmt emne i Malmö FF.

Cheftræner Jon Dahl Tomasson er på udkig efter en ny angriber, og i den forbindelse håber han ifølge Kvällsposten på, at den danske angriber kan komme til Malmö FF.

Den tidligere danske landsholdsangriber har ikke haft en nem sæson i hollandske Feyenoord, hvor han blot er startet inde i 10 af 24 ligakampe i denne sæson og i løbet af januar var rygtet på vej væk fra klubben.

Kvällsposten skriver imidlertid også, at en handel ser svær ud - især på grund af prisen - men at Nicolai Jørgensen og Jon Dahl Tomasson har et godt forhold, hvilket kan vise sig at være et trumfkort for den svenske mesterklub.

En anden kandidat til angriberposten i Malmö FF er ifølge mediet kroaten Antonio Colak, som kan komme til fra græske PAOK.

Malmö FF mistede ved årsskiftet deres foretrukne angriber, Isaac Kiese Thelin, og har siden været på udkig efter en ny spidsangriber. Her blev Superliga-angriberen Haji Wright også nævnt som en kandidat, men han viste sig at være for dyr - læs mere om det her

Nu lurer Jon Dahl Tomasson og kompagni altså angiveligt i stedet på 30-årige Nicolai Jørgensen, der har halvandet år tilbage af sin aftale med Feyenoord.