BIF-mentaltræner anslår: Over en tredjedel oplever symptomer på depression
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

BIF-mentaltræner anslår: Over en tredjedel oplever symptomer på depression

Mange fodboldspillere erkender ikke deres egen sårbarhed og eventuelle mentale udfordringer, men reelt oplever over en tredjedel symptomer på angt og depression, anslår Brøndby IF's mentaltræner.

Forekomsten af mentale udfordinger er langt større end de få tilfælde, offentligheden kender til.

Det vurderer Christian Engell, der er såkaldt mentalitetsudvikler i Brøndby IF og dermed har arbejdet med blandt andre Christian Nørgaard, der for lidt over en uge siden fortalte om sin kamp med det, der lignede en depression og resulterede i en sygemelding.

Der er langt mellem historierne om fodboldspillere med mentale problemer, men det skyldes dels to ting. For det første er det ikke noget, man i fodboldens macho-verden har lyst til at dele med offentligheden. For det andet mangler nogle spillere selverkendelsen til overhovedet at indse problemerne, mener Christian Engell.

Den internationale spillerforening, FIFPro, udgav i oktober en undersøgelse, hvor 37 procent af de adspurgte svarede, at de havde oplevet symptomer på angst og depression, og selv om danske spillere ikke indgik i undersøgelsen, kan resultatet fint overføres til Danmark.

- Hvis man spørger spillere i et retrospektivt lys, når karrieren er forbi, ville resultatet formodentlig være det samme i Danmark. Men mens de spiller, er det på grund af macho-kulturen ikke sikkert, at de er klar til at vise den sårbarhed over for sig selv og svare ærligt, siger Christian Engell til tipsbladet.dk.

I tråd med AGF's holdlæge, Jacob Kaae Astrup, vurderer Engell, at han i gennemsnit hvert andet år har at gøre med en spiller, som i stil med Christian Nørgaard må trække stikket fra fodbolden i en periode.

Der er altså tale om et væsentligt mørketal, der dækker over spillere, som bider deres problemer i sig.

- Det at vise sårbarhed - eller nærmere tillid ved at dele det med andre - har svære vilkår. Det er ikke bare en præstationkultur, men også en konkurrencekultur. Det handler om ikke at tabe ansigt. Det er i hvert fald den antagelse, der ligger bag de spillere, som vælger ikke at vise, at det gør ondt, fortæller Christian Engell.

- Jeg vil gerne lære dem at bære deres eget følelsesliv. Det er en forestilling i den her macho-kultur, at depressive tanker fandeme er skidt i stedet for at sige, at det er fuldstændig normalt at møde.

Netop følelsen af, at man ikke er alene om at tumle med psykiske udfordringer, er en vigtig del af Christian Engells tilgang, når spillere kommer til ham. Det handler om at tage spilleren alvorligt, men samtidig ikke gøre tingene værre, end de er.

- Jeg prøver hurtigt at give dem en fornemmelse af, at det ikke er unikt, og at det er helt naturligt at opleve den situation, de er i. Det giver tryghed at vide, at man ikke er den eneste. Mange spillere, som jeg har arbejdet med, og som har fortalt om det til andre, har talt med nogle, som kunne genkende det. ”Det har jeg da også prøvet", siger mentalitetsudvikleren, der blandt andet også har arbejdet med William Kvist i mange år.

I den seneste uges tid har tipsbladet.dk sat fokus på fodboldspillere og mentale udfordring. Læs en blog om emnet her, et interview med Spillerforeningen her og en længere artikel her.

Se hele indslaget med Christian Nørgaard herunder.