Video : Tipsbladet
Superliga

Bo Henriksen glad for ny signing: En spiller for fremtiden

AC Horsens-manageren glæder sig over sin nyeste mand i gult, Louka Prip Andreasen, som kommer til det østjyske fra Hvidovre IF.

AC Horsens-manager Bo Henriksen har i dette transfervindue allerede sagt farvel til Sonni Nattestad, Lasse Kryger og Mathias Kristensen, ligesom at anfører Mathias Nielsen senest til sommer også pakker sine ting og siger farvel.

Henriksen har dog forholdt sig rolig, og gjort det klart, at truppen næsten var for bred i efteråret, og at klubben derfor ikke havde travlt med at lede efter erstatninger til den kommende forårssæson. 

Manageren holdt dog alligevel døren på klem for spillere, der kunne forstærke AC Horsens i fremtiden, og det tyder på, at Louka Prip Andreasen er sådan en type.

Den 21-årige offensivspiller blev nemlig mandag morgen præsenteret hos "De Gule" efter næsten seks år i Hvidovre IF:

- Vi har hentet en spiller for fremtiden. Han er en dygtig offensiv spiller, der er kan udfordre og er stærk i mand til mand-duellerne. Vi kan bruge ham på begge kanter eller som 10'er.

- Jeg har ingen forventninger om, at han kan gå ind og gøre en forskel fra dag et, men jeg er sikker på, at vi nok skal få stor glæde af ham. Vi må se hvor hurtigt, tingene kommer til at gå, siger Bo Henriksen om sin nyeste signing til Horsens Folkeblad.

Louka Prip Andreasen har også en fortid i Brøndby IF's ungdomsafdeling, som han forlod til fordel for Hvidovre i sommeren 2013. 

I denne sæson har han været på banen i samtlige 19 NordicBet Liga-kampe for Hvidovre IF, hvor det er blevet til to mål og én enkelt assist.