Superliga

Evian: Krohn-Dehli er for dyr

Franske Evian vil meget gerne have Michael Krohn-Dehli til klubben, men som det ser ud nu, bliver der ingen handel.

Det har længe set ud til, at Michael Krohn-Dehli havde spillet sin sidste sæson for Brøndby. Men på trods af, at han viste sig fornemt frem til EM med mål mod Holland og Tyskland, er han stadig at finde på den københavnske vestegn.

Tidligere har danskerklubben Evian med eks-Brøndby-spillerne Daniel Wass og Stephan Andersen været på banen med et bud på 5,2 millioner kroner, som blev afvist af Brøndby, da man i stedet krævede 11 millioner for ham.

Og det ser ud til, at prisen bliver den største forhindring for et Evian-skifte. Det bekræfter klubbens sportsdirektør, Pascal Dupraz.

- Brøndbys sportschef har fortalt mig, at Michael Krohn-Dehli er en vigtig spiller for holdet, og at de ikke vil sælge ham for mindre end 11 millioner. Og det kan jeg godt forstå og respektere. Men jeg har et økonomisk råderum, som jeg skal blive inden for, og 11 millioner er et stor transferbeløb for vores klub. Det er for stort, han er for dyr, siger 
Pascal Dupraz til tipsbladet.dk.

Krohn-Dehli har ellers en stor stjerne hos Dupraz, der mener, at han vil blive en vigtig spiller, hvis han kommer til klubben.

- Han er en rigtig god spiller, som jeg virkelig godt kan lide. Han er god til at holde på bolden, og jeg er sikker på, han ville blive en af de bedste spillere for vores hold. Men der er en svær økonomisk situation for klubber i Europa. I Frankrig er det egentlig kun Paris Saint-Germain, der kan betale store transfersummer. Transfervinduet er stadig længe åbent, og meget kan ske, men som det ser ud i øjeblikket, så er Krohn-Dehli for dyr for os, lyder det fra Dupraz, der også påpeger, at han synes, prisen er høj i forhold til Krohn-Dehlis 29 leveår.

Dermed ser det ud til, at Brøndby får mere end svært ved at få solgt Michael Krohn-Dehli. Brøndby har hele tiden håbet på at få sin guldfugl af sted denne sommer for at få penge i kassen, da hans kontrakt udløber om et år.

Ajax har tidligere været sat i forbindelse med den danske landsholdsspiller, men Evian har hele tiden været det bedste bud på en ny arbejdsgiver. Det ser dog ikke ud til at være tilfældet nu.