Superliga

FC København-bøller rammer grænsen

Skaber FC Københavns fans mere ballade i forbindelse med holdets udekampe i denne sæson, kan det ende med strenge straffe.

Blandt FC Københavns fans blev der brændt massive mængder fyrværkeri af, da spillerne lørdag løb på banen til kampen mellem AaB og FC København på Energi Arena i Aalborg.

Røgen fra nødblus og romerlys var så kraftig, at dommer Anders Hermansen måtte udsætte startfløjtet med adskillige minutter.

LÆS OGSÅ: OB får sag på halsen

Endnu har DBU ikke modtaget dommerens rapport fra kampen, men der er ingen tvivl om, at fyrværkeri-sagen udvikler sig til en sag for DBU's disciplinærudvalg, der efter forårspremieren indledte en sag mod OB på grund af netop fyrværkeri blandt klubbens fans ved udekampen mod AC Horsens.

Sagen fra AaB-kampen vil blive FC Københavns tredje af slagsen i denne sæson, hvilket efter alt at dømme vil betyde en bøde på 25.000 kroner.

Herefter ender fremtidige sager i kategorien 'individuel behandling,' hvor strafferammen strækker sig over alt fra kæmpe bøder til idømmelse af tomme tribuner eller decideret pointstraf i tabellen.

DBU's nye regelsæt omkring Objektivt udebaneansvar' betyder, at klubberne bliver straffet for fyrværkeri-afbrænding eller andre uroligheder blandt deres fans i forbindelse med udekampe.

LÆS OGSÅ: Brøndby-sagen trækker ud

I regelsættet er der indarbejdet et tre-trins system, hvor første tilfælde udløser en advarsel til klubben, andet tilfælde giver en bøde på 10.000 kroner, mens tredje tilfælde koster klubben en bøde på 25.000 kroner.

Viser der sig flere tilfælde en tre på en sæson, ender hver enkelt sag i kategorien 'individuel behandling,' hvor Brøndby er hidtil eneste klub, der har en sag - den meget omtalte sag fra udekampen mod FC København fra september 2010, hvor der blandt andet blev ødelagt inventar for 600.000 kroner på tribunen for Brøndby-fansene. Det sag kostede en bøde på 200.000 kroner til Brøndby, der dog ankede straffen

FC København har inden weekenden haft to sager til behandling hos disciplinærudvalget. Første sag stammer fra den tidligere udekamp mod EfB, hvor en FCK-fan løb på banen under kampen, mens sag nummer to drejer sig om massiv afbrænding af fyrværkeri i forbindelse med udekampen mod Sønderjyske i efteråret.

LÆS OGSÅ: FC København straffes også af DBU

Denne sag er blot en af flere som disciplinærudvalget ikke har kunnet behandle, da man stadig venter på en afgørelse omkring Brøndbys anke. Appelsagen bliver formentlig afgjort af DBU's appeludvalg i denne uge.