Video : Tipsbladet
Superliga

Her er Forårets Hold i Superligaen

Tipsbladet kårer her Forårets Hold i Superligaen.

Vi mangler den sidste runde i Superligaen, men det er tid til at sætte Forårets Hold i Superligaen.

Og lad det være sagt med det samme: Det har ikke været nemt.

Tipsbladet har vendt og drejet de mange navne, og det har været yderst svært at fravælge dygtige spillere.

For eksempel er der ikke fundet plads til Nicolai Vallys fra Brøndby, og assistkongen Elias Achouri får heller ikke en plads på holdet, da en anden venstre kant har været bedre.

Her er Tipsbladets Forårets Hold i Superligaen - sat op i en 4-3-3 opstilling:

Målmand: Jonas Lössl, FC Midtjylland
Sikke et forår FC Midtjylland-keeperen har haft. Han har været sit holds bedste i dette forår og kan se tilbage på en tid, hvor han har fået oprejsning efter en lidt mindre god periode. Har reddet en del point hjem til FCM - især i starten af foråret.

Højre back: Sean Klaiber, Brøndby IF
En klassespiller og et klasseindkøb, som Brøndby har foretaget sig. Og han har vist sig at have alle de kvaliteter, man kan ønske sig af en offensiv back. Så kan det godt være, at nogle mente, at det var underligt at købe en ældre back for mange millioner. Han har vist sig at være alle pengene værd.

Central forsvarer: Mads Bech Sørensen, FC Midtjylland
Han er blevet en klippe i FC Midtjyllands midterforsvar. Det er ikke det hele, der har været perfekt, men han står trods alt også noteret for tre scoringer i dette forår, hvilket har hjulpet FCM til at hente godt med point.

Central forsvarer: Jacob Rasmussen, Brøndby IF
En dygtig og rolig forsvarsspiller, der er rigtig stærk på bolden. Kan sætte holdets spil frem i banen. Det kunne også have været Jordi Vanlerberghe, der fik pladsen, men Jacob Rasmussen har spillet alle minutter i foråret og har været god.

Venstre back: Martin Frese, FC Nordsjælland
Han har længe været rigtig god, og nu er det snart slut med Martin Frese i FC Nordsjælland. Han skal videre til et sted i Europa, og det fortjener han også efter flere gode sæsoner i FCN, hvor han med mål og oplæg har været en vigtig figur.

Central midtbane: Oliver Sørensen, FC Midtjylland
Har længe været et stort talent, men i denne sæson er han virkelig blevet en profil. Og i dette forår har han lavet tre oplæg og en enkelt scoring på et FCM-hold, hvor han først og fremmest har stået for et utroligt arbejdsraseri.

Central midtbane: Jeppe Tverskov, FC Nordsjælland
FC Nordsjællands oversete helt. Han er en rigtig dygtig 6'er, der både med og uden bold har vist klassen for FC Nordsjælland. Har scoret nogle vigtige mål, har stoppet nogle vigtige angreb fra modstanderne, og har spillet nogle vigtige bolde frem til de offensive profiler.

Central midtbane: Mohamed Elyounoussi, FC København
Han startede som lyn og torden, men så ramte han en lidt sværere periode. Siden er han kommet stærkt igen, men FC København har haft det svært i foråret, hvor der har været langt mellem top- og bund-niveuaet.

Højre kant: Yuito Suzuki, Brøndby IF
Strålende forår med syv scoringer og seks oplæg af den japanske tekniker, der har været flyvende for sit klubhold. Han skulle lige bruge efteråret på at vænne sig til tempoet, men nu stråler han som en Superliga-stjerne.

Angriber: German Onugkha, Vejle Boldklub
Vejle-angriberen startede foråret med et rødt kort mod FC Midtjylland, men siden er han kommet efter det. Da der først kom hul på målbylden, har han været flyvende med otte scoringer i de sidste syv kampe. Dermed har han været en stor årsag til, at Vejle overlever i Superligaen.

Venstre kant: Andreas Schjelderup, FC Nordsjælland
Skulle bruge efteråret på lige at finde tilbage til niveauet, men i foråret har han for alvor ramt formen og vist alle sine kvaliteter. Den lille norske tekniker er igen på rette vej i karrieren.