Lyngby henter erfaren Superliga-angriber
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Lyngby henter erfaren Superliga-angriber

Dennis Sørensen skifter fra FC Vestsjælland til Lyngby Boldklub.

1. divisionsklubben Lyngby er godt i gang med at opruste frem mod den kommende sæson i landets næstbedste række. Tidligere på ugen kom Oke Akpoveta til klubben, og nu er endnu en offensivspiller kommet til De Kongeblå.

Lyngby har således skrevet kontrakt med Dennis Sørensen, der skifter fra FC Vestsjælland på en et-årig kontrakt.

- Vi har først og fremmest hentet Dennis til klubben for hans evner på banen, hvor han igennem hele sin karriere har været garant for høj kvalitet og dedikation. Dennis vil derudover bidrage med både rutine og en professionel tilgang, der kan inspirere truppen. Med Dennis om bord føler vi desuden, at vi nu råder over en slagkraftig angrebstrio, der fylder hullet efter Patrick Mortensen fuldt ud, siger Lyngbys cheftræner David Nielsen.

34-årige Dennis Sørensen har masser af erfaring fra både Superligaen og tysk fodbold, ligesom han har spillet en håndfuld A-landskampe for Danmark.