Øget interesse for Randers-profil: Det er selvfølgelig ikke gået mine ører forbi
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Øget interesse for Randers-profil: Det er selvfølgelig ikke gået mine ører forbi

Jonas Bager er glad for, hvordan efteråret har udviklet sig for ham personligt, og den faste plads i Randers FC's midterforsvar har eksempelvis resulteret i større interesse fra andre klubber, fortæller han.

De sidste par sæsoner har spilletiden svinget meget for Jonas Bager, der i visse perioder har været fast mand i Randers FC og i andre været reserve. Forud for denne sæson var han også usikker på, hvor han stod under den nye cheftræner, Thomas Thomasberg.

Det har dog vist sig, at han stod temmelig godt. Midtstopperen har spillet samtlige minutter i denne Superliga-sæson, og derfor er han svært tilfreds med, hvad han personligt har fået ud af efteråret. 

Det har desuden resulteret i øget interesse for den 22-årige Bager.

- Jeg tror, det er meget naturligt, at der kommer ekstra interesse, når man gør det godt på banen. Det er selvfølgelig heller ikke gået mine ører forbi, men jeg tror også, det er vigtigt at huske, at jeg kan gøre den største forskel på træningsbanen. Dermed ikke sagt, at jeg ikke lægger mærke til det, for det er også noget, der er med til at give selvtillid og endnu mere gnist. Det prøver jeg bare på at bruge på en positiv måde, og så kommer det hele nok lidt af sig selv, hvis præstationerne bliver ved, siger han til Randers Amtsavis.

Jonas Bager understreger dog også i samme interview, at han er glad for at være i Randers, og at han ikke har travlt med at komme videre i karrieren.

I første omgang kan har også koncentrere sig om morgendagens lokalopgør mod Hobro IK. Randers kan med en sejr lægge sig op på fjerdepladsen, hvis alle andre resultater flasker sig, men kan også blive overhalet af FC Nordsjælland og AGF, hvis det modsatte sker.